Kan ét menneske bære et andet?
Og i så fald hvor længe?
Den kvindelige jeg-person ser ved sin brors Tómas begravelse tilbage på sin barndom og beskriver en periode fra 1930, hvor hun var 12 år. Hun boede sammen med sin bror, sin lillesøster Hugrún og sine forældre i en lille vig, som børnene kaldte for: Dimmuvík - det betyder mørkevig. Og deres barndom i vigen var både mørk og trist. De sulter og lever umiddelbart ret alene med forældre, der ikke magter deres rolle. De har lige mistet et for tidligt født barn, og moderen ligger mest i sengen og er ikke tilstede. Faderen fisker lidt, hvilket er med til at børnene overlever, men det er den konstante tilstedeværelse af sult, der præger fortællingen hele vejen igennem.
Hovedpersonens mantra er: Sørg for, at du altid har nok at tage dig til. Så tankerne ikke begynder at vandre...
Et af børnenes højdepunkter er den lange tur til en gård adskillige kilometer væk for at hente mælk. Det er de to ældste børn, der skiftes til at tage afsted efter mælken. Selv om det er en lang tur, så er der den fordel for mælkehenteren, at hun - eller han - må drikke al den mælk på gården, som hun kan, mens hun er der, hvilket i øjeblikket fylder energidepoterne op. Hjemme igen er der en stiltiende aftale børnene imellem om, at mælkehenteren deler sit glas med mælk mellem de to andre søskende.
Det er en fortælling, der på en meget fin, men også hjerteskærende måde, fortæller om det fattige liv i den lille vig, hvor der ikke var nogen glæde eller meget liv. Børnene ønsker på forskellig vis at gøre en ende på det ikke eksisterende liv med den troende far, der hver søndag læser højt fra den slidte bibel. Eneste lyspunkt under seancen er det tændte vokslys, der bringer lidt lys og varme ind i stuen. Moderen siger aldrig noget, men er der mest som en byrde, der skal tages vare på, men som ikke magter opgaven. Derfor bliver meget overladt til denne ældste søster, der holder øje med de få gryn og mønter, mens hun prøver at tænke sultesmerten væk og hjælpe lillesøsteren, så godt hun kan.
Til sidst i romanen er vi igen tilbage ved broderens begravelse. Ham, der som den eneste blev tilbage og levede sit liv i vigen.
Selv om romanen kun er på 53 sider, har den stof nok til at være en hel roman i sig selv. Læs den og få en fin læseoplevelse samtidig med et indblik i den fattigste del af den islandske befolkning i 1930'erne.
Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar