'Nattog til Lissabon' havde lidt den samme type hovedperson. Som dengang, jeg læste den, havde jeg også her lidt svært ved at komme i gang, men nogen gange skal man ikke give op for hurtigt. Både venskabet mellem de to unge mænd og forholdet til hustruen er fint beskrevet, og bogen begynder for alvor at blive interessant, da den leverer en skarp analyse af Evas falmende skønhed, der generer Elias mere end hende. Men i sidste del af bogen blev jeg for alvor grebet, da følgende sætning indleder en refleksion over Elias's opfattelse af sig selv, og den rolle han udfylder i samfundet:
'Derfor blev han dybt såret af, at aviser og fjernsyn åbenbart ikke henvendte sig til ham længere" Elias Rukla opfatter sig selv som et samfundsmenneske, et menneske, der kan lide at holde sig orienteret, sætte sig ind i ting og deltage i samtaler og diskussioner. Men der er ikke længere nogen, der gider at diskutere eller samtale om de vigtige ting. Han går forgæves og venter på en åbning. Han føler sig ikke selv i stand til at sætte gang i samtalen, men han venter forgæves, - til han til sidst nærmest mister sit sprog. Som han argumenterer for sig selv, så kan man få lov til at høre om det, når en kendis, der aldrig har udrettet noget i sit liv, kommer ud for en dagligdags begivenhed. Men når de store forfattere eller andre kulturpersonligheder dør, så kommer der kun en lille notits.
En interessant tankevækkende diskussion og en velskrevet roman!
Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar