Marianne von Lingelfels tilhører det gode borgerskab i Tyskland og er imod det nazistiske styre. Efter et mordforsøg på Hitler bliver hendes mand henrettet. Forinden havde hun lovet sin mand at tage sig af de efterladte kvinder og børn, hvis attentatet gik galt. Hun opsporer efterfølgende kvinderne og tilbyder dem et hjem på sit slot. Ressourcerne er knappe, men kvinderne formår alligevel at sørge for sig selv og børnene. Romanen springer i tid, så man langsomt får fortalt kvindernes skæbner og de hemmeligheder, som de hver især gemmer på. Det er en svær tid for tyskerne, især efter 2. verdenskrigs afslutning.
'Kvinderne på slottet' er en gribende fortælling om overlevelse i en tid, hvor man ikke ved, hvem man kan stole på. Den handler også om, hvordan man kan tro så meget på 'det rigtige', at man glemmer den menneskelige faktor i ligningen. Som læser bliver man hurtigt fanget af romanens karakterer og den historiske stemning.
Du kan bestille bogen her på Guldborgsund-bibliotekerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar