'Drømmefakultetet' af Sara Stridsberg

Romanen vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 2007 og handler om den ekstreme feminist Valerie Solanas, der i 1968 skød Andy Warhol. Jeg ved ikke rigtig, hvem jeg skal anbefale den til. Den er beskidt, tragisk, ulækker og fantastisk godt skrevet, - på en helt speciel måde. Vi følger den højt begavede Valerie gennem dødskamp, voldtægter, seksuelt misbrug, - ikke noget under at hun bliver mandehader... - Og bag den til tider voldsomme retorik fornemmer man hele tiden den lille pige, der håber på anerkendelse og kærlighed, ikke mindst fra den fraværende mor.

'Fyrpasseren' af Jeanette Winterson

Alle historier har en begyndelse, midte og en ende. Men skal de nødvendigvis fortælles i den rækkefølge?

Det vigtigste er at de bliver fortalt. Det får 10-årige Silver at vide, da hun flytter ind hos fyrpasseren Pew efter, at hun er blevet forældreløs. Der er ikke mange ting at tage sig til, når dagens pligter er overstået. De mørke og stormblæste aftner bliver brugt til at fortælle historier. Som årene går, bliver Silver også en historiefortæller og man følger hende, mens hun prøver at finde sig selv.

Det er en fin lille bog med flotte beskrivelser af den skotske natur og de mennesker der bor i byen Salt ved den vindblæste kyst i Skotland. Bogen beskriver byens historie og det lille landsby samfund. Den skildre de mørke sider der findes i os alle og den stræben efter lys og lykke som vi gerne vil have del i.

'Dogtown' af Anita Diamant

Dogtown beskriver en række skæbner i en uddøende by i starten af 1800-tallets Amerika. Der er meget langt fra "The Wild West" og "Det lille hus på prærien" til denne noget mere realistiske beskrivelse af fattigdom og forhold mellem mennesker. Bogens afsnit har hver sin hovedperson; på den måde får vi lidt efter lidt et billede af beboerne i Dogtown og deres indbyrdes forhold. Det er en følsom og lavmælt bog uden den helt store handling, men ikke uden følelsesmæssige dramaer.

'Safrankøkkenet' af Yasmin Crowther

Sara mister sit ufødte barn efter en episode hvor hun redder sin fætter fra at begå selvmord, efter at hendes mor Maryam har slået drengen.

Denne episode, - som måske ikke virker helt gennemtænkt, - sætter gang i en selvransagelse hos Saras mor Maryam. Hun rejser til Iran, tilbage til sin barndoms landsby for at konfrontere sin fortid. Tilbage i London sidder Sara med sorgen over sit barn og spørger sig selv, om hele hendes barndom bygger på en løgn, imens hendes far Edward er ved at gå helt i opløsning.

Det er en stærk historie om tilhørsforhold; om det at føle sig hjemme; om at stå rodløs mellem to kulturer.

'Tarkovskijs heste' af Pia Tafdrup

Selv om jeg ikke så ofte læser digte, så vil jeg alligevel vove mig ud i en anbefaling af denne digtsamling. Nogen gange kan digte bare noget helt andet end romaner og noveller; skabe en fortættet stemning og ramme særlige følelser. Pia Tafdrup gennemlever i digtform, hvordan hendes far lidt efter lidt forsvinder i demensens tåger, bliver dårligere og dårligere for til sidst at dø. Alligevel er det ikke udelukkende en sørgelig bog. Dertil har hun for mange smukke minder om sin far, minder som gennem tabet måske bliver ekstra nærværende? Det er en meget smuk og bevægende samling digte, der hermed anbefales!

Karitas uden titel af Kristin Marja Baldursdottir

Tag med til Island og mød Karitas Jonsdottir, der voksede op i starten af 1900-tallet. Karitas vokser op med mange søskende og en mor, der er fuld af ambitioner på sine børns vegne.
Karitas far er druknet, og så er det moderen, der alene skal opdrage sine 6 børn.
Hun vælger at rejse med hele flokken væk fra den lille bygd til en større by.
For hendes børn skal alle ha en uddannelse - selv om de lever under fattige vilkår.
Hermed sættes bogens handling i gang.

Romanen er fyldt med stærke islandske kvinder, som kæmper for deres eksistens på trods af samfundets modstand, kort sagt: de giver aldrig op!
Karitas står i front ,og vi følger hendes møde med en mystisk kvinde, der opfordrer Karitas til at dyrke sit kunsteriske talent, og Karitas hun ender med 5 år på Kunstakademiet i København.
Karitas vender tilbage til Island og hendes liv fortsætter med mand ( den smukke Sigmar,som altid er på havet og fisker ) børnene, de andre kvinder, naturen, maleriet, melankolien -
ja og hendes evige kamp og valg mellem kunst og kærlighed.

Der er alt , hvad man kan ønske sig i denne roman - og så fylder den ovenikøbet 456 sider!

'Mandelplukkersken' af Simonetta Agnello Hornby

Mandelplukkersken, tjenestepige hos familien Alfalippe er død. Hun var en personlighed, og vi lærer hende posthumt at kende gennem de forskellige borgeres sladren i den lille by. Hvem var hun i virkeligheden? Hvordan gik det til, at hun havde stukket en lille formue til side? Hvilken rolle spillede mafiaen i hendes liv? Og vil det lykkes den grådige Alfalippefamilie at få fat i hendes formue efter hendes død? Som et puslespil sammenstykkes historien om en usædvanlig kvinde, der levede et hårdt liv, men altid gjorde det, hun anså for sin pligt. Det er en god historie, man bliver lige så nysgerrig som borgerne i Roccacolumba, og spændingen bygges op i løbet af fortællingen. Der er en del personer at holde styr på, men det giver et meget godt billede af, hvor forskelligt man kan opfatte den samme person.