Efter et liv som bankrøver og flere lange ophold bag tremmer bliver den 68-årige Willie Sutton sluppet ud af fængslet for sidste gang i 1969. Han røvede sin første bank i 1930, men startede allerede sin kriminelle karriere som teenager. Han blev næsten en folkehelt i en tid, hvor bankerne krakkede, og det var svært at finde arbejde. Han fik tilnavnet The Actor, fordi han benyttede sig af forklædninger og list i sine røverier i stedet for vold. Han blev især kendt for at have sagt: Jeg røver banker, fordi det er der, pengene er.
Dagen efter han bliver løsladt, tilbringer han sammen med en journalist og en fotograf, der skal lave en artikel om ham. De er mest interesserede i at høre den rigtige historie om et mord, som Sutton måske har begået, men Willie tager dem med på en rundtur i New York, for at besøge alle de steder, der har betydet noget for ham. Sammen krydser de gennem byen i en gammel bil, mens Willie fortæller om sit liv. Det bliver i høj grad en historie om hans store kærlighed til pigen Bess, der kommer til at have stor betydning for den retning, hans liv tager. Resultatet bliver en kombination af tre ting: den historie Willie fortæller, den han selv tror på, og det der i virkeligheden skete.
Selv om J.R. Moehringer har baseret sin roman på en virkelig person er det ikke en biografi. Oplysningerne om Willie Sutton har været så mangefulde og fyldt med modsigelser, at forfatteren har gættet sig til en historie og det er blevet til lidt af en røverhistorie.
Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar