torsdag den 21. august 2014

'Effekten af Susan' af Peter Høeg

Efter at Susan, hendes mand og deres to børn er kommet i svære juridiske vanskeligheder i Indien, får de chancen for at slippe ud af problemerne, hvis de bare vil hjælpe med at finde frem til et dokument fra Fremtidskommissionen. Heldigvis er Susan en handlekraftig kvinde, der kaster sig ud i opgaven, der dog hurtigt viser sig at være livsfarlig for hende og alle hun kommer i berøring med. Fremtidskommissionen har i al hemmelighed forudsagt nogle katastrofale og meget præcise hændelser, som har sat hensynsløse og langtrækkende planer i gang. Susan benytter sig af sin frygtløse, videnskabelige tilgang til livet og af hendes helt særlige evne til at fremkalde oprigtighed i mennesker - hendes effekt.
Romanen minder mig om 'Frøken Smillas fornemmelse for sne' med den stærke, kvindelige hovedrolle, spændingen og koblingen mellem det videnskabelige og det der ligger ud over. Den er både blodig og voldsom, men også tænksom og filosofisk. Den er velskrevet, uforudsigelig og intelligent.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

Ingen kommentarer: