mandag den 26. januar 2015

'Liv efter liv' af Kate Atkinson

Romanen indledes med, at en ung kvinde går ind på en café og skyder Adolf Hitler. Herefter føres vi tilbage i tiden til en barnefødsel d. 11. februar 1910 i England. Vi får flere forskellige versioner af hvad der skete den dag i snestormen. I en af versionerne når lægen aldrig frem p.g.a. snestorm og den lille pige bliver kvalt i navlesnoren. I en anden går fødslen godt. Vi følger herefter den lille Ursula  og hendes familie, gennem flere forskellige versioner af deres liv. Afgørende situationer fortælles om og om igen med forskellige små afvigelser, der kan betyde døden for en lille pige. - Vi præsenteres for de mange farer, der lurer på familien: Høje bølger på stranden, engelsk syge, som tjenestepigen bliver smittet med i London, en lurvet vagabond, voldtægt, og senere krig, voldelige ægtemænd o.s.v. - Og indimellem er det, som om Ursula i en senere udgave af fortællingen om sit liv kan fornemme, at hun svæver i stor fare, - og selv griber aktivt ind i begivenhederne.
Romanen leger med tanken om "hvad nu hvis" - og tilsætter en forudanelse om, at noget kan gå galt - en form for deja vu. Den gør det på meget raffineret vis, så vi hver gang forfalder til at tro; - at her har vi den endelige udgave at Ursulas liv, - hvilket naturligvis ikke passer. - Og hvilken version der i sidste ende passer sammen med den indledende fortælling om den unge pige, der skyder Hitler, - det har jeg efter endt læsning ikke helt styr på.
Jeg gik lidt i stå midtvejs, men alt i alt er det nu alligevel en fascinerende - og foruroligende - tanke, der ligger bag denne roman, og gør den til en lidt speciel, men bestemt læseværdig oplevelse.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

mandag den 5. januar 2015

'Sankt Psyko' af Johan Theorin

Johan Theorins bøger har det med at indfange læseren fra lige første side, selv om han giver sig god tid til at fortælle historien og afdække dens lag. Personskildringen er altid meget fin, og selv om det er spændingsromaner, er der ikke meget ramasjang. Det er rigtig god psykologisk fortælling, han præsterer.
Denne roman handler om børn, der har det svært - og bliver ved med at have det svært, også som voksne. Jan Hauger har været udsat for voldsom mobning i skolen og var som teenager indlagt på en psykiatrisk afdeling. Nu er han sidst i 20'erne og er stadig meget optaget af den pige, han forelskede sig i på sygehuset. Jan er blevet pædagog og er optaget af at hjælpe ensomme børn (som ham selv), og han søger job i en døgninstitution for børn af indsatte på en retspsykiatrisk sikringsanstalt. For her kan han måske gense den pige, han aldrig har glemt.
Jan betror spontant sin grumme hemmelighed til en kollega - et barn forsvandt under en børnehaveudflugt, og Jan var skyld i det. Længe ved vi ikke om han evt. overvejer at gentage den uheldige bedrift, som havde sin helt særlige begrundelse. Vi ved heller ikke hvem der sniger sig ind i børnehaven om natten, hvad der plager Jans kolleger, og om hans ungdoms Alice Rami overhovedet er interesseret i ham. Men alle spørgsmål besvares til sidst, og denne læsers gætterier ramte altså ikke plet.
Man rammes dybt af bogens mørke stemning, af den isolerede Jans ensomhed og de mange lag, der lidt efter lidt skrælles af hemmelighederne. En læseoplevelse, der hænger ved længe efter sidste side.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

fredag den 2. januar 2015

'Min mands hemmelighed' af Liane Moriarty

Romanens omdrejningspunkt er tre kvinder, hvis hverdag bliver ændret voldsomt af hændelser, de ikke har kontrol over.
Cecilia er en effektiv husmor, med styr på hus, mand og tre døtre. Hun arrangerer Tupperware-fester og arbejder frivilligt i kirken og på den lokale skole. En dag finder hun ved en tilfældighed et brev, hendes mand har skrevet, som skal åbnes efter hans død. Da hun fortæller sin mand om det, reagerer han så foruroligende på nyheden, at hun vælger at åbne brevet. I det gemmer sig en hemmelighed, som bringer Cecilia i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet kender sin mand og om hun kan fortsætte deres liv sammen.
Rachel sørger over sin datter, der blev dræbt af en ukendt gerningsmand, da hun var teenager. Da Rachel finder et videobånd med en optagelse af datteren, tror hun, at hun endelig har fundet beviset på, at morderen er en mand, hun kender, men sagen er gammel og da politiet tøver med at følge op på den, kaster Rachel sig ud i sin egen form for hævn med et katastrofalt resultat.
Tess mister både sin mand og sin bedste veninde, da de to meddeler, at de er forelskede i hinanden. Hun flygter hjem til sin mor med sin lille søn, og kaster sig ud i en affære for at slippe for at tænke på, hvad hendes liv egentlig indeholder uden kærligheden til manden og veninden.
Hver drejning i de tre kvinders historie kommer til at have indflydelse på de andres liv, mens de bliver tvunget ud i moralske valg og kompromiser. Hele romanen er bygget op omkring livets vilkårlighed og hvordan selv de mindste valg, vi træffer, kan have helt uoverskuelige konsekvenser. Romanen er sympatisk, humoristisk og forholdsvis let læst og den er heldigvis ikke ude på at samle det hele i en stor, lykkelig slutning.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

mandag den 29. december 2014

'Hestens fødselsdag' af Sidsel Falsig Pedersen

Romanens handling fortælles af en yngre kvinde, der netop har fået arbejde som rengøringsassistent i en forlystelsespark. Et job hun bestemt ikke har ønsket sig, men som hun alligevel holder fast ved af mangel på andre muligheder. Hun har store problemer med at finde ud af, hvem hun selv er, og hun forsøger gang på gang at se sig selv med de andres øjne, uden at det dog rigtig lykkes for hende. Hendes usikkerhed på eget værd giver hende også nogle problemer med relationer til andre mennesker: Hun kan ikke undvære sin ekskæreste Pip, som hun jævnligt overnatter hos, selv om hun prøver at sige til sig selv, at nu må det være slut med det. Efter en kontrovers med sin tidligere chef Ulven, bed hun ham, - og blev naturligt nok fyret. Desuden inviterer hun sig selv til sin kusines fest og opfører sig så pinligt, at læseren må krumme tæer. Når dette ikke bliver trivielt at læse, så skyldes det, at forfatteren skriver i en meget fin ironisk tone, der får de forskellige episoder til at stå knivskarpt for læseren. Ironien spiller fint sammen med den undertone af forladthed og fortabthed, samt søgen efter identitet og tryghed, der giver romanen dybde. Temaet kan minde lidt om islandske Kristin Marja Baldursdotters 'Fra hus til hus'.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

fredag den 19. december 2014

'Den sande historie om Jens Emils guld' af Karsten Lund

Nu kommer romanen om en dansk udvandrer: Jens Emil der omkring år 1900 udvandrede  fra Danmark - væk fra en dårlig barndom og fattige vilkår i Endelave. Jens Emil slutter sit liv i  den vilde natur i Alaska. Romanen bygger på virkelige breve til og fra Jens Emil, men Karsten Lund lader sig fascinere af Jens Emils historie og sætter sin fantasi i gang  og det blev jeg som læser rigtig glad for. I bogens start møder vi Cath - kvinden, der voksede op hos sin rige  og ikke helt almindelig farmor i en mindre amerikansk by. Hun bliver nysgerrig efter at vide sandheden om sin ukendte farfar. Det eneste hun fik at vide af sin farmor, var , at han pludselig bare forsvandt! Så går Cath i gang og søger og finder sin farfars gamle hytte, som har stået tom i årtier....midt ude i vildmarken i Alaska. Det spændende er, at hun finder en masse breve i de støvede skuffer i den gamle hytte. Brevene er guld værd for den videre historie om Caths farfar, hvis skæbne nu rulles ud!

Jens Emil var en ensom ulv, der aldrig rigtig slog sig til ro og slet ikke kunne fastholde kærligheden heller ikke til Moya, Caths farmor eller til den indianerkvinde, han også levede sammen med en kort periode.Jens Emil levede et hårdt liv, som pelsjæger guldgraver og nybygger - altid på farten .
Adskillige gode historier leverer forfatteren om Jens Emil, som ikke at forglemme var retfærdig og imødekommende over for indianerne, hvis land "de hvide" trods alt havde taget.
Bogen er en rigtig roman,hvor man bare kan slappe helt af og lade handlingen tage over. Det er en roman om barske og ensomme mænd, der søger lykken i den vilde natur , hvor det er den stærke, der overlever, og den svage bare må gå til grunde.


onsdag den 17. december 2014

'En vinternat' af Simon Sebag Montefiore

Hovedparten af handlingen i denne spændings- og kærlighedsfortælling finder sted i Moskva i 1945. Stalin og hans mænd fejrer afslutningen på 2. Verdenskrig, men under det store sejrsoptog bliver to teenagere dræbt. Begge de unge er elever på skole 801, hvor den magtfulde elite sender deres børn hen, og hvor Stalins egne børn også har gået. De er medlemmer af en hemmelig klub, der kalder sig de fatale romantikere. Under efterforskningen dukker flere spørgsmål op: Var det drab eller selvmord? - Eller måske en sammensværgelse mod staten? Stalin bruger de to dødsfald på sin egen måde: Han ved, at han kan kontrollere sine nærmeste medarbejdere, da deres børn fængsles og forhøres. Det mindste tegn på svaghed eller illoyalitet overfor regimet kan koste dyrt, og de fleste familier gemmer på hemmeligheder, som børn let kan komme til at afsløre... Vi følger de forskellige børn og deres familier, mens historien udvikler sig og får fatale følger for nogle, mens andre slipper nådigere.
Romanen er fiktion, men henter inspiration fra forskellige virkelige begivenheder og er skrevet af en historiker. Det er en underholdende roman, der vægter spænding og kærlighed ca. lige højt, hvilket gør det til lidt af en pageturner. Samtidig er det en historie, der nok kan få en til at tænke over, hvor heldige vi trods alt er at leve i et demokratisk retssamfund....

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

onsdag den 10. december 2014

'Et andet sted' af Signe Langtved Pallisgaard

Her kommer lidt om en af de bedste danske romaner, jeg har læst i år:
Anna har en sød kæreste Mattis og en lille datter Selma, som hun elsker højt. På en togrejse til Norge møder hun sin gamle ungdomskæreste Alexander. Hun var altid mere forelsket i Alexander, end han var i hende, og hun føler sig stadig tiltrukket af ham, og ender med at tilbringe weekenden sammen med ham. Tilbage i Danmark fortsætter dobbeltlivet. Anna elsker sin familie, men kan ikke give slip på den erotiske besættelse af Alexander, selv om han gang på gang svigter deres aftaler og i virkeligheden tydeligt viser, at hun ikke betyder det for ham, som han gør for hende.
En velskrevet roman, der især har sin styrke i beskrivelsen af hovedpersonens balanceren mellem sårbarhed, begær og ønske om kontrol. Forfatteren rammer noget meget autentisk og stærkt i beskrivelsen af Annas sorg over adskillelsen fra datteren, som hun selv er skyld i, da Mattis opdager hendes dobbeltliv og beder hende flytte. Det uforståelige bliver gjort forståeligt, og Anna fremstår på en gang både skrøbelig og stærk i sin kærlighedsbesættelse.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.