Johan Theorins bøger har det med at indfange læseren fra lige første side, selv om han giver sig god tid til at fortælle historien og afdække dens lag. Personskildringen er altid meget fin, og selv om det er spændingsromaner, er der ikke meget ramasjang. Det er rigtig god psykologisk fortælling, han præsterer.
Denne roman handler om børn, der har det svært - og bliver ved med at have det svært, også som voksne. Jan Hauger har været udsat for voldsom mobning i skolen og var som teenager indlagt på en psykiatrisk afdeling. Nu er han sidst i 20'erne og er stadig meget optaget af den pige, han forelskede sig i på sygehuset. Jan er blevet pædagog og er optaget af at hjælpe ensomme børn (som ham selv), og han søger job i en døgninstitution for børn af indsatte på en retspsykiatrisk sikringsanstalt. For her kan han måske gense den pige, han aldrig har glemt.
Jan betror spontant sin grumme hemmelighed til en kollega - et barn forsvandt under en børnehaveudflugt, og Jan var skyld i det. Længe ved vi ikke om han evt. overvejer at gentage den uheldige bedrift, som havde sin helt særlige begrundelse. Vi ved heller ikke hvem der sniger sig ind i børnehaven om natten, hvad der plager Jans kolleger, og om hans ungdoms Alice Rami overhovedet er interesseret i ham. Men alle spørgsmål besvares til sidst, og denne læsers gætterier ramte altså ikke plet.
Man rammes dybt af bogens mørke stemning, af den isolerede Jans ensomhed og de mange lag, der lidt efter lidt skrælles af hemmelighederne. En læseoplevelse, der hænger ved længe efter sidste side.
Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar