fredag den 24. juli 2009

'Stiklingen' af Audur Ava Olafsdóttir


En rigtig dejlig livsbekræftende og reflekterende fortælling om den unge islænding Arnljotur, der rejser ud i verden med tre rosenstiklinger. Han ved ikke rigtig, hvad han vil med sit liv, men forløbig har han fået lov til at arbejde som gartner i en berømt klosterhave med speciale i roser. Arnljotur funderer over livet og døden; han har for nylig mistet sin mor, og han har fået et barn med en pige han dårligt nok kender, så der er nok at tænke over. Da pigen - med hans datter på armen - pludselig dukker op og har brug for hjælp til børnepasning, bliver hverdagen endnu mere kompleks, men også mere intens.
Arnljoturs første famlende erfaringer med faderrollen er smukt og fint beskrevet, ligesom hans stigende fascination af barnets mor. Hermed anbefalet!

mandag den 22. juni 2009

'Eksil' af Jakob Ejersbo


Samantha er 15 år og går på kostskole i Tanzania, hvor hun har boet med sin engelske familie siden hun var tre år. Forholdet til forældrene er ikke det bedste; hendes far slår og hendes mor drikker. Samantha føler sig rodløs og rastløs; hvid, men alligevel mest afrikaner og med en opholdstilladelse, der afhænger af farens lovlydighed.... Hun hører ikke hjemme nogen steder og gør oprør ved at bryde alle de regler der kan brydes: Forsømmer skolen, eksperimenterer med alkohol, stoffer og sex. I begyndelsen støtter hun sig meget til sin søster, men de glider langsomt fra hinanden, da søsteren finder en mand og et andet holdepunkt i tilværelsen. Så heldig er Samantha ikke...
Jakob Ejersbo har skrevet en virkelig god bog, der godt kan leve op til 'Nordkraft', selv om scenen er flyttet til Afrika: Om svigt og om længsel efter kærlighed, om en stærk pige, der ikke vil finde sig i hvad som helst, men som alligevel får en grum skæbne...

lørdag den 6. juni 2009

'Oscar Wao & hans korte og forunderlige liv' af Junot Díaz


Sørgmunter fortælling om den overvægtige nørdede Oscar med de mange problemer. Oscars familie kommer fra Den Dominikanske Republik, men er indvandret til USA. Oscar spiller rollespil, har ingen venner og forelsker sig konstant i forskellige piger, der ikke er det mindste interesserede i ham. Historien fortælles af Oscars søster Lolas on/off kæreste i et sprog med mange spanske kommentarer. (Der er heldigvis en ordliste bag i bogen, for os der ikke er så spanskkyndige) Gennem bogen oprulles Oscars familiehistorie, og hvorfor fortælleren konkluderer, at familien er ramt af en fukú (forbandelse) Der er en del fodnoter i bogen, som kan virke lidt forstyrrende, men giver et godt indblik i den dominikanske historie, hvis man skulle være interesseret i det. Alt i alt en lidt rodet oplevelse, da der springes meget i tid, men slutningen skaber klarhed og er god. Bogen fik Pulitzerprisen i 2008.

torsdag den 28. maj 2009

'Naturlige fjender' af Lone Hørslev


Romanen handler om de skæve eksistenser i provinsen; i landsbyen Vejby. Lars er tilflytter, han har fået arbejde på kroen, hvor han møder dyrlægen Inger-Mai, der synes at være på flugt fra noget, - virkeligheden måske? I hvert fald drikker hun for meget. Det er, som om personerne alle på en eller anden måde længes efter noget andet end det de har, kærlighed, spænding, eller måske bare, at der skal ske et eller andet... Og fleres drømme kredser om Ankers hus, der står tomt efter hans død. Alle de muligheder der ligger i et tomt hus.. - Men måske på samme tid en påmindelse om, at alt og intet alligevel ændrer sig?
Der er flere ting, der minder lidt om Helle Helles univers. - Og nogle der får mig til at tænke på Jacob Berner Moe's Vandel. Også her finder man en del uafklarede spørgsmål...

torsdag den 14. maj 2009

'Valdemarsdag' af Kim Leine


Selv med en usympatisk hovedperson er Kim Leine i stand til at skrive fængende og på en måde, så man bliver optaget af fortællingen. Romanen starter med at Erik dræber en mand i sin lejlighed. Manden er hans frasepererede hustrus elsker. Efter mordet, - der er nøje planlagt, - har han tænkt sig, at melde sig selv på den nærmeste politistation. - Men det er en dejlig solskinsdag d. 15. juni 1938, så Erik bestemmer sig for først at cykle en tur, og den ene time tager den anden. I løbet af dagen får vi i tilbageblik Eriks liv og en slags forklaring på den situation han er havnet i. Dog uden at komme helt ind under huden på ham og uden rigtig at forstå ham.- Men det er vist heller ikke meningen. Det er ikke en krimi, men mere en undersøgelse af en morders psykologi.

tirsdag den 5. maj 2009

'Jeg og Kaminski' af Daniel Kehlmann

Allerede titlen antyder, at hovedpersonen Sebastian sætter sig selv i første række. Da vi møder ham, er han på vej for at indynde sig hos den kendte kunstner Manuel Kaminski, for siden at kunne tjene penge på en biografi. Og så er spørgsmålet bare, hvem der udnytter hvem.
Portrættet af den selvcentrerede Sebastian, der kan rationalisere enhver urimelighed væk, og dreje enhver situation til egen fordel, fik mig til at grine højt flere gange. I det hele taget har Kehlmann et talent for at udstille de mest ubehagelige menneskelige træk på en morsom og underfundig måde, som han også bruger i romanen 'Opmålingen af verden'.
'Jeg og Kaminski' er en lille perle.

tirsdag den 28. april 2009

'Chicago' af Alaa Al Aswany


I Chicago følger vi en gruppe egyptere, som er flyttet til USA for at studere. På individuelt hold lærer vi de forskellige personligheder at kende og erfarer, at uanset hvor længe man har boet i USA vil ens kulturelle baggrund altid skinne igennem. Politik, religion og forholdet til sex er alle aspekter, som påvirker egypternes hverdag.


Chicago er en meget medrivende roman, hvor man virkelig får indblik i egypternes forskelligheder og frygten for Egyptens styre og tyranni -selv så langt hjemmefra. Man får løbende medlidenhed, men også en større forståelse for personernes handlinger og tankegang.

Alaa Al Aswany skriver blændende og giver mig lyst til at kaste mig over hans tidligere udgivelse: Yacoubians hus. Chicago er en fremragende roman og jeg vil anbefale alle at læse den.