Hvis man står og mangler en rigtig romantisk og tragisk kærlighedshistorie til sin sommerferie, så kunne denne roman være et bud.
Dagen efter, at Julia har taget sin embedseksamen i jura, forsvinder hendes burmesiskfødte far sporløst. Fire år efter finder hun imellem nogle efterladte papirer et kærlighedsbrev til en burmesisk kvinde, skrevet af hendes far men aldrig afsendt. Julia ved intet om sin fars barndom og ungdom, og hun beslutter sig for at rejse til Burma, for måske at finde ud af sandheden om sin far og den kvinde han åbenbart elskede i sin ungdom. I Burma møder hun en ældre mand, der fortæller hende historien om hendes far. Den fortælling hun kommer til at høre er historien om Tin Win og Mi Mi; en blind dreng og en vanskabt pige, der finder hinanden i en kærlighed, der er så stor, at det næsten ikke er til at bære, at de to skal adskilles. Det er en smukt fortalt lidt trist og stemningsfuld kærlighedshistorie.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar