tirsdag den 10. juli 2018

'Inden vi blev jeres' af Lisa Wingate

I 1939 hutler 12-årige Rill og hendes familie sig igennem livet på samfundets bund som "flodrotter" i en husbåd på Mississippi-floden. For børnene er det en magisk og fri verden, men da moderen må på hospital på grund af en vanskelig fødsel, bliver Rill og hendes fire søskende fjernet og placeret på et børnehjem, hvor der ikke er meget hjerterum. Rill prøver at holde samling på søskendeflokken, mens hun stædigt venter på at blive hentet, men må magtesløs se til, mens hendes brødre og søstre forsvinder ud til nye familier.
Langt senere støder Aiken Stafford, født ind i en rig og indflydelsesrig familie fra syden, på en flig af historien og kaster sig ud i at opklare, hvad der skete, og hvorfor det blev holdt hemmeligt.
Romanen er en klassisk fortælling om en familiehemmelighed, der får sin egen dybde, fordi den er baseret på en virkelig historie om en korrupt direktør for the Tennessee Children's Home Society, der ikke holdt sig for god til at stjæle børn fra fattige forældre og sælge dem til rige familier.
Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

mandag den 9. juli 2018

'Lykke' af Mikaela Bley

Den blot 8-årige pige Lykke forsvinder efter at været blevet sat af til en tennistime. Journalisten Ellen Tamm bliver besat af tanken om at finde pigen og sætter alle midler ind. Hun har en god informant i politiet, som hun bestikker for oplysninger. Samtidig er hun drevet af tanken om sin egen søster, der døde som 8-årig og generelt besat af drab i alle dens afskygninger. Hun er fanget af et krydspres mellem sin egen interesse og af sin nye chef, som blot et år tidligere droppede Ellen helt uden forklaring. Ellen får skabt et billede af Lykkes skilsmissefamilie, som vidner om jalousi, manglende kærlighed til Lykke og ligegyldighed. Så hvem har egentlig taget Lykke?

En spændende krimi, hvor man skal helt til sidste side, før bortføreren bliver afsløret. Plottet er sammenhængende og undervejs er der en ganske frygtelig fortælling om et forsømt barn, hvor forældrenes karrierer overskygger alt. Det er første bog i serien om Ellen Tamm og jeg vil glæde mig til at læse den næste.

Du kan bestille bogen på Guldborgsund-bibliotekerne her.

mandag den 2. juli 2018

'Kastanjemanden' af Søren Sveistrup

I denne hæsblæsende murstenskrimi  møder vi efterforskerne Naia Thulin og mark Hess. Sammen skal de forsøge at opklare et drab på en yngre kvinde, der er blevet efterladt på en legeplads med den ene hånd skåret af - over hende hænger en lille kastanjemand.

På kastanjemanden finder man spor fra en pige, man formodede var dræbt; nemlig socialminister Rosa Hartungs datter Kristine. Hvordan kan det hænge sammen? Det viser sig, at de er i et kapløb med tiden, for kort efter findes endnu en kvinde myrdet med afskårne lemmer - og her finder man endnu en kastanjemand med spor fra Kristine.

Kastanjemanden spreder frygt og rædsel, og Thulin og Hess får nok at gøre med at spore ham. For hvem er han, hvordan arbejder han, og hvorfor skærer han lemmer af sine ofre? Og hvad er socialministerens rolle i disse uhyggelige drab?

Det er en rigtig pageturner, når først man er kommet lidt ind i bogen. Man skal ikke lade sig afskrække af omfanget, der er stof nok til de mange sider. Den er noget makaber ind imellem, men som krimi er den superfængende og plottet er ret forudsigeligt, selv om der løftes nogle slør undervejs.

Forfatteren er bl.a. kendt for diverse krimiserier på tv; bl.a. "Forbrydelsen", og han er ligeså god i bogform, som han er til at skrive tv-serier.

Jeg håber, der kommer flere krimi-bøger fra hans hånd.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

onsdag den 27. juni 2018

'Den eneste historie' af Julian Barnes

Paul er nitten, da han møder Susan på tennisbanen en sommer i 1960'erne. Han er hjemme på sommerferie, hun er smuk, har en fantastisk latter og så er hun otteogfyrre år og gift. Med to døtre, der begge er ældre end Paul.
Årtier senere husker han tilbage på den stormende forelskelse, på den ungdommelige overlegne følelse af at være i det mest spændende kærlighedsforhold af alle sine kammerater, den følelse af overskud og overlegenhed han havde, da det lykkedes ham at redde Susan fra et skrantende ægteskab. Paul og Susan flytter sammen til London, men lidt efter lidt ændrer deres forhold sig. Hun begynder at drikke og Paul er magtesløs. Han må sande at kærligheden ikke altid varer ved, - at han ikke kan redde Susan fra sig selv, og at kærligheden ikke altid udholder alt.
Alle har en kærlighedshistorie, en eneste historie at fortælle. Enten en lykkelig eller en ulykkelig, en der aldrig blev til noget, eller kun drømmen om en historie. Denne er meget velskrevet og samtidig uhyggelig i al sin grusomhed.


Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

mandag den 18. juni 2018

'Der er noget som ikke stemmer' af Martina Haag

Denne intense roman er en roman om overlevelse. Om skilsmisse. Om at overleve en skilsmisse.

Petra og hendes mand er blevet skilt. De var sammen i 15 år, og Petra er den forladte part, der står uforstående overfor, hvordan det kunne gå så galt. Det er hendes fortælling, og den foregår i et nutidigt spor, hvor hun er taget op i det nordligste af det nordlige i Sverige for at være hyttevært sidst på sommeren. Det er et meget afsidesliggende sted, hvor der ikke kommer særlig mange vandrere. Hun har derfor masser af tid til at tænke og være i sit eget selskab. Der er ikke mobilt netværk eller internet, så hun er virkelig kommet udenfor komfortzonen. Hun er forfatter og har ikke kunnet skrive igennem længere tid, så hendes plan er at få skrevet en bog, mens hun er alene i ødemarken.

Hun reflekterer over tiden fra det gik op for hende, at der var noget der ikke stemte i hendes og (ex-)mandens forhold.  Hvordan hun opdagede det, hvordan de kom dertil, at de skulle gå hvert til sit og dele børnene.

Det er en virkelig stærk skilsmissehistorie, hvor beskrivelserne rammer hårdt. En barsk beskrivelse kædet sammen med det barske liv, der kan være i ødemarken. Tilsammen giver det en meget intensiv beskrivelse af livet før, under og efter en skilsmisse, hvor det kun er den ene part, der ønsker det. Den er samtidig livsbekræftende, da der også vises en vej ud af fortvivlelsen ved egen styrke.

Martina Haag er mest kendt for sine chick-litt-romaner, men i denne fortælling leverer hun en mere alvorlig roman med dybde og følelser. Den er lidt i stil med Andrea Hejlskovs bøger om skilsmisse.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

torsdag den 14. juni 2018

'En duft af appelsin: forførende fortællinger' af Ulla Hinge Thomsen

En samling erotiske og forførende noveller skrevet af journalisten
Ulla Hinge Thomsen.
Det er sanselige hverdagsfortællinger med kvinden som den fortællende part.
Her er titler som: "Fang mig, hvis du kan", hvor en løbetur er omdrejningspunktet og "En duft af appelsin", med et venindepar der sætter gang i løjerne med en indstuderet dans. "Sank Hans" hvor en kvinde opdager, hvem der er den helt rigtige for hende; "Sauna" - om en uventet afslutning på en træning, eller hvad med "Fuck Mr. Grey", hvor en kvinde skriver speciale om erotisk litteratur i Malaga og kommer tættere end forventet på spaniolerne.
Det er noveller med længsler, følelser og lyst beskrevet i realistiske historier, hvor scenerne kunne være taget ud af en tilfældig hverdag. Fantasi, tankespind og sanselighed giver stof til disse kvinders historier. De er alle korte, letlæselige og godt skrevet. Der er både erotik og sexscener, men ikke på den udpenslende måde; snarere forførende og sanselige.
Fra bagsideteksten:
"Hver fortælling er en appetitlig og inviterende fantasi om, hvad ferien, festen eller en helt almindelig tirsdag på kontoret kan udvikle sig til. Hvis vi tør."

Find den her på Guldborgsund-Bibliotekerne.


tirsdag den 12. juni 2018

'Savas vidner' af Sara Bouchet

Dannie får et opkald fra sin søster Sophie i Skotland. Hun lyder lidt underlig og beder Dannie om at komme straks, men da Dannie ankommer har Sophie begået selvmord. Dannie kan ikke få det til at stemme og finder trøst ved at læse i Sophies forskning, som hun ikke færdiggjorde. Forskningen beskriver de gamle hekseprocesser og stiller spørgsmålstegn ved den høje selvmordsrate. Er de to ting forbundet?

Dannie har gennem hele livet været præget af en traumatisk barndom, hvor den kristne tro overskyggede alt og med en mor, som så det onde i alting. En barndom, som sluttede så brat, da søsteren døde. Dannie vælger alligevel at blive præst, men bliver suspenderet og kæresten går fra hende. Hendes eneste lyspunkt er ekskærestens lille dreng, som hun tilbringer en tid sammen med.

Hun modtager et postkort fra Sophie, som hun har sendt inden hun døde. Det er en kryptisk tekst med nogle tal på, som Dannie konstaterer er koordinater og som henviser til deres barndom. Flettet sammen med Sophies forskning tyder alt på noget med dæmonuddrivelser.

Bogen er en spændende thriller med hovedvægt på søstrenes traumatiske barndom, hvor kærlighed bliver vist på en kærlig, men også grum måde.

Bestil bogen på Guldborgsund-Bibliotekerne her.