mandag den 13. februar 2012

'Brobyggerne' af Jan Guillou

Ja, Jan Guillou kræver vel ingen nærmere præsentation... Denne hans nyeste roman er første del af et historisk værk om det 20. århundrede.
Romanens fortælling starter på den norske vestkyst. To fiskere er blevet på havet, tilbage står de to familier med i alt 6 mindre børn. De 3 drenge bliver sendt til Bergen for at arbejde og blive rebslagere, men skæbnen vil det anderledes. En repræsentant for logen ”Det gode formål” opdager brødrenes tekniske begavelse, og beslutter sig for at bekoste deres uddannelse, først i Norge og siden i Dresden, hvor man på det tidspunkt uddanner de bedste ingeniører i verden.
I 1901 er brødrene færdiguddannede og skal hjem til Norge for at arbejde med byggeriet af den nye Bergen-jernbane. Det er den måde, de kan betale for den fine uddannelse, de har fået foræret. Kærligheden kommer imidlertid på tværs, og det bliver kun den ældste Lauritz, der kommer tilbage til Norge for at arbejde æresgælden af. Den næstældste Oscar rejser i stedet til Tysk Østafrika.
Romanen følger nu på skift de to brødre gennem arbejdet med bygning af jernbanen i henholdsvis et meget koldt område (Norge) og et meget varmt område (Tanzania), samtidig med at vi hører om deres personlige genvordigheder, eventyr, venskaber og kærlighed i starten af 1900-tallet.
Forfatteren har fået kritik af sin fremstilling af tyskernes koloniering af Tysk Østafrika som mere human end den britiske og belgiske fremfærd i Afrika. Jeg er enig i at Oscars og tyskernes fremfærd måske virker lige gloværdig nok, men set fra Oscars synspunkt passer det alligevel ind i romanen.
Det er en både spændende og interessant historisk roman, der giver en lyst til at læse mere om den historiske periode.

mandag den 6. februar 2012

'1Q84 - Bog 1' af Haruki Murakmi

Murakamis nye roman er forrygende og fascinerende læsning! Handlingen udspiller sig i Japan og er delt i to spor. Vi følger skiftevis fitnessinstruktøren Aomame og matematiklæreren Tengo, der også skriver på en roman.
Da vi møder Aomame første gang, er hun på vej til et vigtigt møde, - der viser sig at være et mord. Aomame har nemlig en fritidsbeskæftigelse; hun myrder voldelige ægtemænd.
Tengo får en opgave fra sin redaktør og mentor Komatso; En 17 årig pige Fukaeri har skrevet en talentfuld fortælling, der har brug for lidt sproglig tilretning, hvilket Tengo bliver bedt om at tage sig af. Tengo er en dygtig fortæller, og under arbejdet fanges han mere og mere ind af 'Luftpuppen' og Fukaeris univers.
Begge hovedpersonerne oplever på et tidspunkt mystiske ting. For Aomame er det, som om hun pludselig befinder sig i en anden verden, som hun kalder 1Q84, - for at adskille den fra den tidligere verden, der befandt sig i 1984.
Hvis du ikke tidligere har læst noget af Murakami, så er denne nye roman et oplagt sted at starte. Den er så spændende, at siderne næsten vender sig selv, og opbygningen, hvor vi langsomt trækkes ind i en anden verden, imens hovedpersonernes tilknytning til hinanden bid for bid åbenbares, er genial.
Som i Murakamis andre bøger møder vi også her et magisk og overnaturligt touch, samt flere litterære henvisninger bl.a. til George Orwells 1984. - En bog man måske skulle se at få læst...

onsdag den 1. februar 2012

'Blueeyedboy' af Joanne Harris

Under navnet Blueeyedboy skriver den 42-årige Ben en blog, hvor han beskriver en række mord, på en måde, så det virker som om, de tager udgangspunkt i hans eget liv. Men er det fiktion baseret på virkelige hændelser i lokalområdet eller er det tilståelser af rigtige forbrydelser? Hans to brødre er omkommet under mere eller mindre mærkelige omstændigheder, og selv bor han endnu hos sin mor, som han har et sygeligt forhold til. På nettet møder Ben både fans og fjender af den morderiske blog og snart begynder andre at digte med på historien.
Selv skulle jeg lige vende mig til dagbogs- eller blogformen i denne roman, men jeg blev fanget af det mere og mere indviklede plot. Netop som man tror, man har regnet ud, hvad der foregår, vrider plottet sig, og vender historien på hovedet. Man er hele tiden i tvivl om, hvem der er morder og hvem der bliver myrdet, og oven i det kommer en leg med hovedpersonernes identitet, der udspringer i den anonymitet internettet tilbyder og som komplicerer det hele. En velskrevet psykologisk thriller, der leger med sin læser og dermed underholder.

mandag den 23. januar 2012

'Tilbage til Faithful Place' af Tana French

Bogens hovedperson Frank Mackey er en irsk politimand, der arbejder i undercover-afdelingen i Dublin. For 22 år siden forlod Frank sit barndomshjem for at rejse til London sammen med sin daværende kæreste Rosie Daly. Rosie dukkede imidlertid aldrig op på det aftalte mødested, og Frank rejste alene afsted og har ikke siden været tilbage hos familien, som han afskyer. Kun den yngste søster Jackie har han kontakt med.
Nu er en kuffert imidlertid blevet fundet i Franks gamle nabolag og Jackie kontakter ham. Det viser sig, at kufferten tilhører hans gamle ungdomskæreste, og kort tid efter finder man også liget af Rosie under en sten i kælderen i et nedrivningsparat hus. Frank må nu revidere sin opfattelse af, hvad der skete dengang for 22 år siden. I alle årene har han troet, at Rosie forlod ham og simpelthen flygtede hjemmefra alene. Nu viser det sig, at hun faktisk blev myrdet, - men af hvem? Frank må gå i gang med sine undersøgelser i det gamle nabolag, mellem de gamle venner... Hvem vidste, at Rosie og han planlagde at løbe bort sammen? - Og hvem havde grund til at prøve at forhindre det?
Endnu en spændende velskrevet krimi fra Tana French.

fredag den 13. januar 2012

'Fordrivelsen' af Astrid Saalbach

Andreas er forretningsmand, har kone og to børn og styr på sit liv. Så meget styr på det, at han føler behov for at udfordre nogle grænser. På en skiferie med familien kommer han ud for en ulykke, bliver lagt i coma og vågner op med en hjerneskade og en forandret personlighed. De sidste måneder før ulykken er slettet fra hans hukommelse, men desværre for ham finder hans smukke kone ud af, hvad han har haft gang i. Ulykken forandrer alt for Andreas; både hans personlighed og virkelighedsopfattelse. Lidt efter lidt lægger hans omgivelser afstand til ham, både familien og forretningsvennerne har svært ved at tackle den nye Andreas. Han fordrives kort sagt fra sit tidligere liv og tvinges til at søge nye veje.
Det er en intens og smertefuld psykolgisk fortælling om livets sårbarhed.

mandag den 9. januar 2012

’Familiehistorier’ af Kate Atkinson

Privatdetektiven Jackson Brodie trækkes ind i tre familiehistorier, der domineres af mennesker, der er gået tabt.
En far har mistet sin elskede datter i et voldeligt og blodigt overfald og leder efter morderen efter politiet har henlagt sagen.
To søstre leder efter sandheden om, hvad der skete med deres lillesøster, da hun forsvandt som helt lille.
En kvinde leder efter sin søsters barn, som hun svigtede efter at søsteren blev dømt for øksemord på sin mand.
Efterhånden som Jackson graver sig ned i opklaringen viser det sig, at historierne hænger sammen på kryds og tværs, og at sagerne ikke er så ligefremme, som man skulle tro.
Jackson Brodie er en meget sympatisk hovedperson, der slås med sin fortid hos politiet og et forlist ægteskab, og bogen er skrevet med humor og menneskekendskab. Personerne er levende og troværdige og plottet er spændende.
En underholdende og anderledes krimi, der handler mere om mennesker og hvad der sker med dem, når et liv rives væk.

fredag den 6. januar 2012

'En engel bag øret' af Sally Altschuler

Forfatteren Sally Altschuler, - der på trods af navnet, er en mand, - fortæller i denne roman den fascinerende historie om sin store jødiske families liv i zartidens Rusland. Vi følger tipoldefar Berel gennem mødet med en bjørn, og gennem et liv, hvor den vigtigste samtalepartner er hesten Hillel. De mange jødiske skikke og traditioner beskrives levende, lige som den historiske ramme for romanen; en lille russisk by i 1800-tallet. Omkring Berel finder vi et virvar af familiemedlemmer, som bogens slægtstavle heldigvis kan hjælpe læseren med at holde styr på. Lidt efter lidt sker der et opbrud i familien, de yngre generationer søger ud og væk; nogle drages mod oprør og revolution, andre mod fremmede lande. Vi følger familiens historie frem til 1912, hvor forfatterens farfar og farmor ankommer til København.
Det er en roman om en svunden tid; om jødisk kultur og familiesammenhold i "gamle dage". En tid hvor jøder nok oplevede forfølgelse og diskrimination, men trods alt ikke i det omfang, som de senere generationer skulle komme ud for.