Viser opslag med etiketten skyld. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten skyld. Vis alle opslag

torsdag den 15. marts 2018

'Bådens navn' af Kim Fupz Aakeson

Susse er gift med Mogens, men det er altid det samme og er hun egentlig lykkelig? De har deres små diskussioner, men det ender med, at Mogens køber en båd. Den hedder Grace, men det kan Susse ikke forligne sig med, da hun selv er præst. Skal Grace sejle rundt på havet med adgang til Gud? De omdøber båden, selv om det efter sigende skulle bringe uheld. En dag er de ude at sejle i stormvejr, Mogens får bommen i nakken og falder overbord. Selv om Susse har lært at vende båden, så gør hun ingenting. Hun er egentlig meget glad for at slippe for ham. Nogle dage senere dukker Mogens' lig op og Susse smider alt ud, der minder om ham. Hun begynder at drikke massivt, selv når hun er på arbejde som fængselspræst, så bliver termokanden toppet godt op med vodka.
Hun får et nyt venskab med naboen, som kommer og klipper græsset for hende; snerrer af sin datter, som fortæller Susse, at hun er gravid; bryder sig ikke rigtigt om den nye vikar i fængslet og fortæller den samme svada til de indsatte, som hun plejer. Hun drikker og drikker og bilder sig ind, at alt er ok og at friheden er så dejlig, men er den nu også det?

Det er en velskrevet roman om samvittighed og skyld. Samtalerne mellem Susse og de indsatte om deres følelser og gerninger er godt beskrevet og går fint i spænd med Susses egen tilværelse og virkelighed -også selv om hun ikke vil vedkende sig den. Susses drikkeri kan godt være lidt trættende at læse om, men det kan godt overkommes med bogens 248 sider.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.

fredag den 17. januar 2014

'Nemesis' af Philip Roth

Den unge Bucky Cantor er i sommeren 1944 leder af legepladsen i den jødiske bydel Weequahic i Newark. Hans bedste venner Jack og Dave er i krig i Europa, en krig Bucky ikke kan deltage i pga. sit dårlige syn. Bucky er forelsket i lægens datter Marcia, der arbejder i en sommerlejr udenfor byen oppe i bjergene. Det er en meget varm sommer, og da polioen bryder ud, rammer den hårdt ned blandt børnene i den jødiske bydel. Marcia ønsker at Bucky skal slutte sig til hende i sommerlejren, så han kan slippe væk fra smittefaren. Men Bucky er i tvivl, kan han svigte børnene på legepladsen?
Han må træffe et valg, og som han selv opfatter det, får hans valg store konsekvenser for resten af hans liv. Det er en fremragende roman, der både handler om valg og konsekvenser, men især om at acceptere en tragedie uden nødvendigvis at finde nogen mening i den, - og uden at tragedien behøver at være nogens skyld. Det er det, Bucky ikke kan. For ham må der være en årsag til tragedien, en der har skylden. Og han vender fingeren mod sig selv og mod Gud. Hans behov for skyld, mening og ansvar gør, at han om muligt ødelægger endnu mere omkring sig. Velskrevet og tankevækkende.

torsdag den 23. maj 2013

'De gule fugle' af Kewin Powers


Den unge krigs-veteran Bartle ser tilbage på sin tid som soldat i Irak. Før holdet tog afsted lovede han Murphs mor at sørge for, at hendes søn kom hjem igen. Det er et løfte, som han ikke har været i stand til at holde. Tilbage i USA prøver Bartle at finde ud af, hvad der gik galt. Hvornår knækkede Murph? Og kunne kammeraterne have gjort noget for at redde hans liv? Bogens kapitler veksler mellem livet i USA efter hjemkomsten og oplevelserne i Irak med krig, drab og vold.
Det er en indtrængende debutroman, poetisk og reflekterende, omend nogle steder lidt højstemt. Forfatteren giver sin generations soldat stemme og beskriver krigens brutalitet på en meget realistisk måde uden at blive sentimental.