Viser opslag med etiketten Paris. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Paris. Vis alle opslag

mandag den 27. april 2015

'Livet er bedre' af Anna Gavalda

Bogen rummer to fortællinger om to yngre mennesker, der hver især træffer beslutning om at ændre deres liv efter mødet med en fremmed. I den første fortælling møder vi Mathilde på 24 år; en ret overfladisk ung dame, der er til fest og farver. Hun glemmer sin taske - indeholdende 10.000 euro - på en cafe og får den efterfølgende leveret tilbage med alt indhold af en fremmed mand, der ikke engang er speciel tiltrækkende. Alligevel kan hun ikke glemme ham og bliver nærmest besat af tanken om at finde ham igen.
I den anden fortælling hjælper Yann sin overbo med at bære et tungt møbel op til 4. sal og bliver inviteret til aftensmad. Her bliver han introduceret til et liv og et tankesæt, der får ham til at tage sit eget halvkedelige liv med kæreste og job op til revision.
Pointen er klar: Livet er bedre! Vi har lov til at opsøge et liv, der giver mening, kæmpe for at være den bedste udgave af os selv, leve det liv vi føler os bedst i harmoni med. Det lyder måske meget frelst, men med Gavaldas charmerende selvironiske sprog og stil bliver denne læseoplevelse både tankevækkende og underholdende.

mandag den 24. marts 2014

'Artiskokhjerte' af Line-Maria Lång

15-årige Lisa kan de første 500 tal af Pi og har netop fået sin studentereksamen. Hun flyver til Paris for at være mere sammen med sin far, som flyttede fra hendes mor, men faren har ikke meget tid. Lisa kommer til at bo sammen med sin ældre halvsøster, hendes mand og lille søn. Efterhånden begynder Lisa at kede sig og hun indleder et forhold til den ældre overbo, den tidligere musikanmelder Le Monstre. Snart gennemskuer han, at der er noget helt galt, da hun begynder på absurde sexlege og han afbryder straks forholdet. Familien tager på landet mens Lisa bliver i lejligheden. Hun sumper, har tilfældig sex med mænd hun samler op på gaden og snakker med de mange kakerlakker, der invaderer lejligheden. Umiddelbart virker historien meget banal, men den er fint skrevet og man fornemmer og mærker Lisas mærkværdigheder, som langsomt kommer snigende. Hurtigt læst roman men hvor der er meget at tænke over efterfølgende.

tirsdag den 4. juni 2013

'Madame Hemingway' af Paula McLain

Som 28-årig møder Hadley Richardson den 7 år yngre Ernest Hemingway. De forelsker sig, bliver gift og flytter til Paris, hvor Hemingway forsøger at bryde igennem som forfatter. Hadley kæmper med sin jalousi og sin længsel efter et mere almindeligt familieliv, mens Ernest har behov for opmærksomhed og andre kvinder. Man genfinder meget af handlingen fra Hemingways roman 'Solen går sin gang': 1920'ernes Paris, rastløsheden, en søgen efter det vigtige i livet. Men vi får den fortalt fra den kvindelige vinkel med Hadleys stemme, der er mere følelsesfuld og måske også lidt mere sentimental end Ernest' velkendte knappe stil. Romanen leverer et fint kvindeportræt og en god beskrivelse af 1920'ernes Paris.