mandag den 5. november 2018

'Sten i min lomme' af Kaouther Adimi

Sjovt nok fremhæves denne roman som en fortælling om en kvinde fanget mellem to kulturer; Paris, hvor hun bor og arbejder og Algier, hvor hun kommer fra, og hvor hendes familie bor.
Sådan læste jeg den ikke. For mig handler den om en kvindes ensomhed. Om hendes længsel efter tosomheden og om familiens forventninger til hendes indsats på kærlighedsfronten. I en realistisk selvironisk tone erkender hun, at det måske ikke kommer til at ske; måske møder hun ikke manden i sit liv. Fanget i et kedeligt job, men også uden lyst til at rejse tilbage til Algier, forsøger hun at skabe et liv i Paris. Hele tiden dukker mors og familiens forventninger op i baghovedet, hvilket ikke ligefrem hjælper på selvtilliden. - Og nu skal hendes lillesøster forloves, hele familien i Algier forventer søsters deltagelse i festen, hvilket er mere end svært at overskue. Vores hovedperson har måske nok høje forventninger til kærligheden, men hun har ikke lyst til at gå på kompromis, selv om hun føler at alle forsøger at presse hende til det.
Det handler om at være ensom. Om længslen efter at føle sig kendt af nogen. Elsket af nogen. Af en der er der. En ret universel følelse, fint beskrevet i en velskrevet lille eftertænksom roman, der til tider også er både morsom og selvironisk.

Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne

Ingen kommentarer: