’Haabet’ er det noget ironiske navn på en slavefregat, der
sejler i trekanten mellem Danmark, Afrika og Dansk Vestindien. Den ene vej
fyldes båden med slaver og den anden vej med sukker – en handel, der gør både
skibsreder og plantageejere rige. Da kongen udsteder forbud mod at hente flere
slaver i Afrika og i stedet avle på dem, der allerede er bragt til øerne,
fortsætter den kyniske kaptajn på ’Haabet’ sejladsen. Men på en af turene
udbryder der oprør ombord med fatale følger for både de hvide og de sorte på
skibet.
Romanen indeholder også historien om mulatpigen Maria, der
vokser op i Danmark og den unge humanist, Mikkel Eide, der kommer til øerne for
at skrive en rapport om slavernes levevilkår. Her møder han planteren Markussen,
en mand der virker sympatisk og afklaret med at bruge slaverne som dyr. De skal
jo bare være glade for at være blevet bragt til civilisationen, hvor de kan
blive behandlet af læger og lære om den sande gud.
Romanen er skrevet som breve, dagbogsnotater og andre
dokumenter, der fortæller om de barske vilkår for slaverne, og Danmarks rolle i
en del af historien, som bragte stor velstand til Danmark, men som vi næppe kan
være stolte af. Det er fascinerende
læsning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar