Richard Flanagan har skrevet denne roman som en hyldest til sin far, der var krigsfange i Burma under anden verdenskrig.
Under kummerlige forhold blev tusindvis af krigsfanger fra Australien af japanerne tvunget til, sammen med andre krigsfanger, at bygge en jernbane igennem Burmas ufremkommelige jungle. Det er en nærmest umulig opgave og plaget af sygdomme, parasitter og ikke mindst af sult og deres tilfangetageres ubarmhjertighed, dør mange af dem på uværdige og rædselsfulde måder. Midt i dette står hovedpersonen Dorrigo Evans, en australsk læge, der må træffe svære beslutninger for at holde så mange af dem i live som muligt uden forsyninger og medicin. Bag sig har han en ulykkelig kærlighedsaffære med sin onkels kone, som han mødte lige inden han blev sendt i krig. Dorrigo overlever og bliver hyldet som krigshelt, da han kommer hjem, men hans oplevelser kommer til at præge resten af hans liv.
Romanen er primært en fortælling om umenneskeligheden i krig, men Flanagan formår at balancere det godt på en nøgtern og ufordømmende måde. Han giver også japanerne stemme, så de fremstår som mere end krigsforbrydere. Romanen er derudover en historie om kærlighed og de mange ting, der kan forhindre to elskende i at nå hinanden.
Bogen fik Booker prisen i 2014.
Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar