I den halvfærdige spøgelsesby Brianstown udenfor Dublin, finder Fiona en morgen sin søster og svoger i et blodbad. Jenny er hårdt såret, hendes mand Pat er dræbt og de to børn Emma og Jack findes kvalt i deres senge. Hvem ønsker denne unge familie død? Udadtil var Pat og Jenny det perfekte par, de havde holdt sammen siden ungdomsårene og elskede hinanden. Men finanskrisen gjorde at Pat mistede sit arbejde, og deres hus faldt i værdi. De plages både af dårlig økonomi, mystiske indbrud og et uhyggeligt dyr, der rumsterer på loftet...
Den barske og regelrette kriminalinspektør Mick Kennedy bliver sat på sagen; den første større sag han har haft længe. Hans makker bliver den unge Curran, som han svinger fint med. I starten virker sagen oplagt, men der er alligevel flere små brikker, der ikke passer sammen: Store huller i husets vægge, babyalarmer overalt, og slettede filer på husets computer. Mens Mick kæmper for at få styr på sagen, beviserne og mulige mistænkte, må han også kæmpe sin egen kamp. Hans psykisk syge søster Dina kræver hans tid, og Brianstown, der tidligere hed Broken Harbour, rummer også personligt smertefulde minder for ham.
Når det kommer til krimier, så er irske Tana French en af mine favoritter. Hun forstår at skrive en psykologisk thriller, hvor vi kommer helt tæt på personerne, hvor bevæggrunde og handlingsforløb langsomt afdækkes, og hvor spændingen holder hele vejen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar