Drengen slutter sig midt i 1800-tallet til Glantons bande, der drager hærgende gennem grænseområdet mellem Texas og Mexico på jagt efter fjendtlige indianere. Med i banden er også den dæmoniske dommer Holden; en kæmpestor stærk albino uden hår på kroppen. Holden er besat af at analysere og undersøge alt hvad han møder på sin vej i et ønske om at have kontrol over verden. Bandens blodige fremfærd går efterhånden også ud over sagesløse nybyggere, fredelige indianere; i det hele taget alle der kommer i vejen for dem. Det er en meget barsk fortælling, der ligger langt fra den romantiske forestilling om det vilde vesten. Ikke så poetisk som "Vejen", men alligevel en oplevelse værd. - Hvis man altså kan klare alle drabene, blodet, uhyrlighederne... - hvilket jeg indimellem havde svært ved. Man venter længe på at helten skal træde ind på scenen og afslutte alt det uhyrlige, - men han lader vente på sig. På et tidspunkt gør Drengen på sin egen måde oprør mod dommerens umenneskelighed, - men er det nok? - Og er han selv meget bedre, når det kommer til stykket? Læs og døm selv.
Romanen regnes som et af forfatterens hovedværker, den udkom i 1985, så oversættelsen har været længe undervejs...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar