Den danskfødte forfatter, der nu er bosat i USA debuterer her med en meget stærk roman, der absolut ikke er for sarte sjæle. Bag den uskyldige forside gemmer sig beskrivelsen af et barns mareridtagtige hverdag.
Anne vokser op på en gård i Østjylland i 1960'erne. Hendes far er proprietær, og hendes mor er dygtig til at holde facaden udadtil. Men bag facaden er Annes liv et dagligt helvede af angst, ydmygelser og misbrug. Forældrene er alkoholiserede og opdager ikke, at den seks år ældre bror Troels lader sine egne frustrationer gå ud over den yngre søster. Heller ikke gårdens dyr, - og særligt Annes elskede kattekillinger - undgår Troels' ondskabsfulde adfærd. I moderens øjne kan Troels imidlertid ikke gøre noget forkert, og Anne får skylden for alt. Ud over angsten og sorgen beskrives også tiden og miljøet på den østjyske proprietærgård i 1960'erne meget fint.
Jeg har sjældent læst noget, der er så fuldstændigt gennemsyret af ondskab. Samtidig tror man på historien, hvilket gør den så meget mere uhyggelig og i høj grad giver stof til eftertanke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar