onsdag den 1. februar 2012

'Blueeyedboy' af Joanne Harris

Under navnet Blueeyedboy skriver den 42-årige Ben en blog, hvor han beskriver en række mord, på en måde, så det virker som om, de tager udgangspunkt i hans eget liv. Men er det fiktion baseret på virkelige hændelser i lokalområdet eller er det tilståelser af rigtige forbrydelser? Hans to brødre er omkommet under mere eller mindre mærkelige omstændigheder, og selv bor han endnu hos sin mor, som han har et sygeligt forhold til. På nettet møder Ben både fans og fjender af den morderiske blog og snart begynder andre at digte med på historien.
Selv skulle jeg lige vende mig til dagbogs- eller blogformen i denne roman, men jeg blev fanget af det mere og mere indviklede plot. Netop som man tror, man har regnet ud, hvad der foregår, vrider plottet sig, og vender historien på hovedet. Man er hele tiden i tvivl om, hvem der er morder og hvem der bliver myrdet, og oven i det kommer en leg med hovedpersonernes identitet, der udspringer i den anonymitet internettet tilbyder og som komplicerer det hele. En velskrevet psykologisk thriller, der leger med sin læser og dermed underholder.

mandag den 23. januar 2012

'Tilbage til Faithful Place' af Tana French

Bogens hovedperson Frank Mackey er en irsk politimand, der arbejder i undercover-afdelingen i Dublin. For 22 år siden forlod Frank sit barndomshjem for at rejse til London sammen med sin daværende kæreste Rosie Daly. Rosie dukkede imidlertid aldrig op på det aftalte mødested, og Frank rejste alene afsted og har ikke siden været tilbage hos familien, som han afskyer. Kun den yngste søster Jackie har han kontakt med.
Nu er en kuffert imidlertid blevet fundet i Franks gamle nabolag og Jackie kontakter ham. Det viser sig, at kufferten tilhører hans gamle ungdomskæreste, og kort tid efter finder man også liget af Rosie under en sten i kælderen i et nedrivningsparat hus. Frank må nu revidere sin opfattelse af, hvad der skete dengang for 22 år siden. I alle årene har han troet, at Rosie forlod ham og simpelthen flygtede hjemmefra alene. Nu viser det sig, at hun faktisk blev myrdet, - men af hvem? Frank må gå i gang med sine undersøgelser i det gamle nabolag, mellem de gamle venner... Hvem vidste, at Rosie og han planlagde at løbe bort sammen? - Og hvem havde grund til at prøve at forhindre det?
Endnu en spændende velskrevet krimi fra Tana French.

fredag den 13. januar 2012

'Fordrivelsen' af Astrid Saalbach

Andreas er forretningsmand, har kone og to børn og styr på sit liv. Så meget styr på det, at han føler behov for at udfordre nogle grænser. På en skiferie med familien kommer han ud for en ulykke, bliver lagt i coma og vågner op med en hjerneskade og en forandret personlighed. De sidste måneder før ulykken er slettet fra hans hukommelse, men desværre for ham finder hans smukke kone ud af, hvad han har haft gang i. Ulykken forandrer alt for Andreas; både hans personlighed og virkelighedsopfattelse. Lidt efter lidt lægger hans omgivelser afstand til ham, både familien og forretningsvennerne har svært ved at tackle den nye Andreas. Han fordrives kort sagt fra sit tidligere liv og tvinges til at søge nye veje.
Det er en intens og smertefuld psykolgisk fortælling om livets sårbarhed.

mandag den 9. januar 2012

’Familiehistorier’ af Kate Atkinson

Privatdetektiven Jackson Brodie trækkes ind i tre familiehistorier, der domineres af mennesker, der er gået tabt.
En far har mistet sin elskede datter i et voldeligt og blodigt overfald og leder efter morderen efter politiet har henlagt sagen.
To søstre leder efter sandheden om, hvad der skete med deres lillesøster, da hun forsvandt som helt lille.
En kvinde leder efter sin søsters barn, som hun svigtede efter at søsteren blev dømt for øksemord på sin mand.
Efterhånden som Jackson graver sig ned i opklaringen viser det sig, at historierne hænger sammen på kryds og tværs, og at sagerne ikke er så ligefremme, som man skulle tro.
Jackson Brodie er en meget sympatisk hovedperson, der slås med sin fortid hos politiet og et forlist ægteskab, og bogen er skrevet med humor og menneskekendskab. Personerne er levende og troværdige og plottet er spændende.
En underholdende og anderledes krimi, der handler mere om mennesker og hvad der sker med dem, når et liv rives væk.

fredag den 6. januar 2012

'En engel bag øret' af Sally Altschuler

Forfatteren Sally Altschuler, - der på trods af navnet, er en mand, - fortæller i denne roman den fascinerende historie om sin store jødiske families liv i zartidens Rusland. Vi følger tipoldefar Berel gennem mødet med en bjørn, og gennem et liv, hvor den vigtigste samtalepartner er hesten Hillel. De mange jødiske skikke og traditioner beskrives levende, lige som den historiske ramme for romanen; en lille russisk by i 1800-tallet. Omkring Berel finder vi et virvar af familiemedlemmer, som bogens slægtstavle heldigvis kan hjælpe læseren med at holde styr på. Lidt efter lidt sker der et opbrud i familien, de yngre generationer søger ud og væk; nogle drages mod oprør og revolution, andre mod fremmede lande. Vi følger familiens historie frem til 1912, hvor forfatterens farfar og farmor ankommer til København.
Det er en roman om en svunden tid; om jødisk kultur og familiesammenhold i "gamle dage". En tid hvor jøder nok oplevede forfølgelse og diskrimination, men trods alt ikke i det omfang, som de senere generationer skulle komme ud for.

fredag den 30. december 2011

'Bogen uden navn' af Anonym

Der sker mærkelige ting i den støvede, lille by Santa Mondega.
En række bizarre mord fører kriminalassistent Miles Jensen til byen og hans interesse i det overnaturlige kommer på overarbejde. Ikke alene dør folk til højre og venstre - måske resultatet af den legendariske massemorder Bourbon Kid - men på byens bibliotek står der også en bog uden titel og skrevet af en anonym forfatter og alle som læser denne bog bliver myrdet.
Samtidig er et par Hubal-munke kommet til byen på jagt efter en  mystisk ædelsten med stor kraft, som er blevet stjålet fra dem. Hertil kommer en lejemorder klædt ud som Elvis, en gangsterboss, en skydegal dusørjæger og ikke mindst et par vampyrer.
Det her er en film i bogform. Mest af alt minder det mig om en Quentin Tarantino-film - fuld af blod, vold, mærkelige mennesker og ikke så lidt bizar humor.

torsdag den 29. december 2011

'Boomerang' af Tatiana de Rosnay

Antoine Rey er for et års tid siden blevet skilt fra Astrid, men han elsker hende stadig. Hun har mødt en anden mand, der har overtaget Antoines plads, hans hus, bil og hund. Han er nu weekendfar til børnene Arno, Lucas og Margaux, og det er ikke altid helt let. Samtidig er hans arkiteketjob med mange besværlige kunder begyndt at kede ham, og han befinder sig i en midtvejskrise.
Hans søster Melanie fylder 40 år, og han har inviteret hende på en overraskelsestur til barndomsparadiset Noirmoutier, hvor de indtil deres mors alt for tidlige død tilbragte alle deres somre. Minder fra fortiden dukker op, og netop som Melanie på hjemvejen vil fortælle Antoine noget vigtigt, skrider bilen ud, og hun kører galt.
Men Antoines interesse for fortiden er vakt. Hvordan døde deres mor? Hvordan var hendes liv egentligt? - Og hvad var det Melanie ville fortælle ham? Han begynder at bore i fortiden og skeletterne står nærmest i kø for at vælte ud af skabet.
Spændende og velfortalt underholdende roman!