tirsdag den 27. juli 2010

'Renselse' af Sofi Oksanen

Velskrevet barsk roman om to kvinder, der får indflydelse på hinandens skæbne. Den gamle estiske kvinde Aliide Truu finder en dag en ung kvinde på sin gårdsplads. Den unge russiske Zara er flygtet efter at have været et offer for trafficking. Langsomt får vi indblik i Aliides historie, der tager udgangspunkt i begivenheder tilbage i det gamle Sovjet. Aliide er forelsket i Hans, men han har ikke øje for andre end Aliides søster Ingel. Aliide plages af en jalousi, der driver hende til handlinger langt ud over, hvad man vil tro muligt.
De ting Aiide har været udsat for som ung under Sovjetmagten, og de ting Zara oplever som trafficking-offer ligger tæt på hinanden. Det tegner et skræmmende billede af en samfundsorden, hvor man som kvinde må være i besiddelse af en helt speciel styrke og udholdenhed for at overleve som et helt menneske. Om det lykkes for de to hovedpersoner, må læseren selv vurdere!
Det fine i personbeskrivelsen er, at begge kvinder viser styrke, men også en vis evne til grusomhed.
Langsomt afdækkes, hvordan de to kvinders historier hænger sammen, og hvilke uhyggelige hemmeligheder den gamle estiske gård gemmer.
Romanen vandt Nordisk Råds Litteraturpris 2010

tirsdag den 20. juli 2010

'En tid til at dræbe' af Karin Alfredsson


Svenske Ellen Elg kæmper en kamp for at oplyse Zambias kvinder og mænd om AIDS og sikker sex. I smug hjælper Ellen kvinderne med piller og udfører illegale aborter. Men ikke alle er begejstrede for Ellens engagement og snart skal hun selv få at føle... Historien starter med et mord på en højesteretsdommer i USA og sammen med en beretning fra en ung pige, kædes historien sammen med Ellen Elg.


'En tid til at dræbe' er en atypisk krimi, da det ikke er selve efterforskningen, der er temaet for bogen. Beskrivelsen af de afrikanske tilstande og lysten til at engagere sig udgør hovedparten. For mig at se er krimidelen skelettet, men det er ikke det interessante. Til gengæld får man stor sympati for de afrikanske kvinder og det er det, man skal læse bogen for.

torsdag den 8. juli 2010

'Liget i sneen' af Anne Chaplet


Der er faldet meget sne i den tyske landsby Klein-Roda og da sneen tør, finder man liget af krigsreporteren Michael Hansen. Krista Regler tilstår mordet, men tilståelsen hænger ikke sammen. Krista kan ikke redegøre for, hvordan hun slog ham ihjel. Snart bliver Kristas mand mistænkt for mordet, men her ender sagen ikke.


'Liget i sneen' er en hyggelig krimi med landsbystemning på godt og ondt. Samfundskildringer om hvordan man kan udstøde andre beboere, om landsbysladder og om nazismens påvirkning på nutidens tyskere. En krimi til hængekøjen, men med til tider lidt barske indslag.

tirsdag den 29. juni 2010

'Astrid og Veronika' af Linda Olsson


En hjertevarm historie om to kvinder.


Astrid er byens særling, en gammel dame, der bor alene og holder sig for sig selv. Da Veronika flytter ind i huset ved siden af bryder Astrid langsomt ud af sin eneboertilværelse og lukker op for følelser, der længe har været begravet.

Veronika er selv på flugt fra en stor sorg og mellem de to kvinder udvikler der sig et venskab, som ændrer begges liv.


En levende fortælling om kærlighed og sorg og et fint kvindeportræt.

mandag den 21. juni 2010

'Jagten på Atlantis' af Andy McDermott




Indiana Jones på nye eventyr!

Bogen har meget tilfælles med Indy. Hovedpersonen er arkæolog - dog kvinde. Der er oldtids artefakter, eksplosioner, mord, farefulde opgaver som skal løses og sidst med ikke mindst en legende som skal opklares.

Dr. Nina Wilde har hele sit liv været opslugt af legenden om Atlantis. Denne passion har hun arvet fra sine forældre som omkom under en lavine. Hun bliver kontaktet af en norsk rigmand Kristian Frost som har et verdensomspændende imperium. Han er lige så interesseret i Atlantis som Nina Wilde og beder hende om at afprøve den teori hun har, så de kan finde den sagnomspundende ø som forsvandt under et vulkanudbrud for flere tusinde år siden.

Det viser sig at der er krafter på spil som ikke ønsker at Nina Wilde med sin bodyguard Eddie Chase og Kristian Frost's datter Kari skal finde øen. De går så vidt som til at dræbe dem, som forsøger på det.

Så går den vilde skattejagt og vi kommer som læsere med rundt til forskellige verdensdele i jagten på Atlantis. Det går ikke stille for sig og jeg har ikke tal på hvor mange gange de får reddet sig ud af de mest umulige situationer. Det kan måske virke for utroværdigt, men eftersom vi befinder os i et Indiana Jones univers er intet umuligt!

Jeg synes det er en rigtigt god bog med nogle herlige hovedpersoner som har humor og er sejlivet som bare pokker. Bogen er hurtigt læst, for den er slet ikke til at slippe igen, når man først er kommet igang.

torsdag den 17. juni 2010

'Katrines hånd' af Maja Lucas


Denne korte roman indeholder en meget fin lille stemningsfuld - og smertefuld fortælling om den unge kvinde Sarahs tab af sin stedmor Katrine. Katrine får konstateret en alvorlig kræftsygdom, og bogen følger hende og familien gennem det barske forløb fra diagnose til begravelse. - Men det er nu ikke udelukkende en depressiv sygdomsbeskrivelse, dertil skriver Maja Lucas for godt. Der er fine detaljer, humor og mange følelser på spil. Romanen er indlevende fortalt uden at blive sentimental. En af de yngre danske forfattere man gerne vil læse mere af.

tirsdag den 1. juni 2010

'På fjendtlig grund' af Lesley Horton


En 17-årig dreng bliver fundet hængt, men det viser sig efter obduktionen, at han er blevet myrdet. Kriminalkommisær Handford leder efterforskningen, men efter drabet på en ung pige, som var i besiddelse af chefens portrætfoto, bliver det en mere indviklet sag, som involverer flere af byens spidser. Handford bliver sat på en intern undersøgelse af chefen trods konflikter i forhold til loyalitet. Flere piger er blevet myrdet af seriemorderen Skraldespandsmorderen og alt tyder på, at de har indgået i et net af børneprostitution. -Men ifølge politikerne findes der ingen børneprostitution i Bradford.

'På fjendtlig grund' er en spændende, velskrevet krimi, der aldrig bliver kedelig. Personskildringerne er troværdige, plottet er gennemtænkt og man gennemskuer først morderen til sidst -sådan en rigtig krimi skal være. Børneprositution, kulturforskelle og loyalitet overfor sine venner, familie og arbejde, er nogen af de emner, som bogen skildrer. Det skal dog her advares, at der forekommer nogle stærke scener i forbindelse med beskrivelsen af pigernes arbejde som børneprostituerede, så bogen er ikke for sarte sjæle. Når det er sagt; så er dette en fremragende og anbefalelsesværdig krimi.