torsdag den 18. december 2008

'Potensgiverne' af Karin Brunk Holmqvist


En sød fortælling, om to gamle pebermøer, der lever et nøjsomt og rutinepræget liv. Da de får en ny, mandlig nabo, får de en opblomstring, der får safterne og ideerne til at flyde.
Det er ikke stor litteratur, men en sjov, lidt forudsigelig historie, der holder, fordi hovedpersonerne er så nemme at holde af.

Potensgiverne er årets julegave til mormor!

onsdag den 17. december 2008

'Serafia' af Anne Marie Løn


Hun laver nogle helt fantastiske miljøbeskrivelser Anne Marie Løn. Den sidste jeg læste af hende 'Prinsesserne' foregik i Nordjylland, men denne gang er scenen sat i København og hun gør det åbenbart lige overbevisende, uanset hvilket miljø hun vælger...

Den aldrende Verna skranter, men heldigvis er hendes midaldrende søn Palle lige så god og stabil som en hjemmehjælper. Gennem Palles tilbageblik og tanker oprulles en barsk men også varm barndom på Nørrebro, hvor Verna var alene med 4 børn. En dagligdag, hvor småkriminalitet, værtshuse, bandeord og et stort alkoholforbrug fylder meget, men hvor familien og sammenholdet dog alligevel fylder mest. Selv om Palle er under tøflen hos sin mor og han indimellem irriteres på hende, så går hans kærlighed til hende som en rød tråd gennem hele bogen.

Det er en virkelig fin fortælling om en familie, og en fin beskrivelse af et socialt lavstatusmiljø.

fredag den 12. december 2008

´Talk Talk' af T. Coraghessan Boyle


Den døve kvinde Dana bliver stoppet af politiet, da hun kommer til at køre over for rødt. Hun bliver straks lagt i håndjern og fængslet. Det viser sig, at en ukendt mand har overtaget hendes identitet, men at politiet umiddelbart ikke kan gøre noget. Dana og hendes kæreste indsætter selv jagten på forbryderen.

Bogen har nogle rigtig fine skildringer af livet som døv, hvilket T. C. Boyle gør rigtig godt. Man kommer som læser til at føle med hende samt forstå hendes frustrationer, når hun bliver misforstået og begloet. Ud over dette følger man jagten på identitetsforbryderen, som enhver anden spændingsbog. T. C. Boyle formår at fastholde spændningen; identitetstyveri kommer til at lyde så simpelt, at man nemt selv kunne blive det næste offer. Man følger Dana, kæresten Bridger samt forbryderen Peck på skift, hvilket jeg personligt ikke er så glad for. Afsnittene med Peck læste jeg hurtigt hen over; det forekom mig at bogen blev forudsigelig og lang, men måske var det i bund og grund fordi jeg ikke følte nogen sympati for ham. Ellers en udmærket spændingsroman; men heller ikke mere.

onsdag den 3. december 2008

Efter Fujiyama af Steen Bach Christensen








Hvad mon der sker med et menneske, der vågner op , men skulle være død?....
Det lyder måske lidt kryptisk, men du kan læse mere i Efter Fujiyama.
Mikkel overlever et katastrofalt skibsforlis og har svært ved at vende tilbage til livet.
Han skulle jo være glad , men det er bare ikke nemt. Det er som om, han befinder sig i en anden verden.

Mikkel isolerer sig fra sin kæreste og venner og bor alene i et sommerhus ved Vesterhavet.
Mikkel begynder at interessere sig for japanske træsnit og den gamle mester fra 18oo tallet:
Hokusai.
Mikkel tapeteser alle sine vægge med japanske billeder fra det gamle Japan og lever sig ind
i billedernes verden .
Mikkel tager til Japan, møder bl.a. Hokusai og fotografen Miko, og så bestiger han det smukke
bjerg: Fujiyama.

I Japan prøver Mikkels kæreste at finde ham, men det er svært.
I Japan prøver Mikkel at finde ud af sig selv og blive rask nok til livet!

Mon det lykkes? læs selv videre og nyd denne mærkværdige og ualmindelige roman.
Den kan jeg varmt anbefale.

fredag den 28. november 2008

'En amerikaners lidelser' af Siri Hustvedt


Psykiateren Erik har lige mistet sin far. Hans søster Inga kæmper stadig med tabet af sin berømte kunstnermand. Under oprydningen i faderens papirer finder de et mystisk brev. Har deres far været indblandet i et mord for mange år siden? - De to midaldrende søskende sætter sig for at finde sandheden. De dykker ned i fortiden og finder noget ganske andet end de havde regnet med...

Den smukke Miranda flytter ind i lejligheden under Eriks. Men han har mere end almindeligt svært ved at nærme sig hende. Heldigvis har hun en lille datter, som det går lidt bedre med. Uheldigvis har hun også en lettere psykotisk eks-mand, der forfølger hende...

Ingas datter Sonia er mærket af sin fars død og af terrorangrebet på New York i 2001. - Og så ved hun noget om sin far, som de andre ikke ved, - og som helst ikke skal komme frem...

Der er mange forskellige spor og personer i Siri Hustvedts nye vidtfavnende roman. Personerne er levende og loyalt beskrevet og hele historien går op i en højere enhed.

fredag den 21. november 2008

"Trods" af Meghan D. Jakobsen


Skøn, skæv og humoristisk fortælling om et omsorgssvigtet barn af en oprørsk amerikansk mor og en fraværende dansk far.
Den lille pige tøffer rundt i sit lille univers ude på landet sammen med dukken Kajl- vi skriver nok først i 1970'erne. Hendes mor væver, bager kager og bander på engelsk. Pigen synes at mor skal gifte sig med den rare ældre mand Othello, men det bliver ikke til noget. Mor finder en anden mand, som hun får en mærkelig baby med. Lillebror er længe om at finde ud af tingene, han hedder forøvrigt Kyle.

Pigen kommer i skole, og mor har valgt en under biodynamisk lilleskole, hvor man bliver helet for at få et bedre æterlegeme, og hvor de fleste børn er spassere. Dér er det bedre at have rødt hår eller lugte at prut, end det er at kunne læse i homoamanernes skole.

Det er en helt vidunderlig og barsk roman om en lille sej overlever af et pigebarn. Bogen har helt sin egen tone, som er stærkt poetisk og fyldt med stædig lune. Et særegent barneunivers, hvor udflippede, egoistiske voksne fra '68 ikke formår at tage vare på hverken sig selv eller børnene.

Denne skønne og tankevækkende bog skal hermed varmt anbefales. Den kan forresten godt minde lidt om Synnøve Søes "Drengen på stigen" - de har begge en særlig poesi og en meget barnesolidarisk indfaldsvinkel.

Hvad gedebukkene på forsiden skal gøre godt for, har jeg ikke fundet ud af, men de går igen som vignetter inde i bogen.

lørdag den 15. november 2008

'Skygge' af Karin Alvtegen


Christopher Sandeblom er et hittebarn. En dag modtager han et brev, der meddeler ham, at han er enearving til boet efter Gerda Persson. Endelig øjner han en mulighed for at finde ud af hvem han er, og hvorfor han som 4-årig blev efterladt alene på Skansen.Gerda har i mange år arbejdet som husholderske for den berømte forfatter og nobelpristager Axel Ravnafeldt, men har ved sin død ingen kontakt med familien Ravnafeldt. Axels søn Jan Erik har problemer i sit ægteskab, han drikker for meget og hader sin far, selv om han som foredragsholder tager ud og holder liv i myten om den berømte forfatter. Jan Erik kontaktes af Marianne Folkeson fra kommunen i anledning af Gerdas død og bliver bedt om at finde et fotografi af den afdøde. Da han begynder at lede i sin fars papirer finder han imidlertid noget helt andet... - Noget der fuldstændigt ændrer hans opfattelse af forældrene, barndommen og alt hvad han har bygget sit liv på... Alvtegen forstår at opbygge spændingen i løbet af romanen, så man næsten ikke kan lægge den fra sig. Kan anbefales!