torsdag den 20. oktober 2011

'Gode naboer' af Ryan David Jahn

Katrina Marino kommer fra arbejde kl. 4 om natten og bliver brutalt overfaldet i hendes lejlighedskompleks. Hun skriger hjerteskærende og kæmper for sit liv. Naboerne hører og ser hende, men der er ingen, der kommer hende til undsætning. De formoder alle, at der er andre, der har ringet efter hjælp og hvorfor så blande sig og være en del af mængden, der blot vil være til besvær? Man hører på skift om naboernes liv, som udfolder sig her midt om natten. Der er manden, som vil begå selvmord; den unge knægt, der passer sin kræftsyge mor; kvinden, som tager sin mand i utroskab alt imens Katrina ligger udenfor i en blodpøl og kæmper sig hen til sin lejlighed for at kunne ringe efter hjælp.


Det er en stærk og tankevækkende historie om menneskers levevis og hvordan man kan være vidne til en grov forbrydelse uden at gribe ind. Spændingen intensiveres ved de konstante sceneskift uden at forvirre læseren. Det er en chokerende roman især med tanke på, at den er bygget over en virkelig hændelse. Som læser sidder man tilbage lettere rystet og tænker: Så gør dog noget!

torsdag den 13. oktober 2011

'Skyd appelsinen' af Mikael Niemi

Den 16-årige utilpassede gymnasieelev, der fortæller historien, har en del problemer at slås med. Både i forhold til piger og hans mor, men især i forhold til skolekammeraterne, som han konsekvent opdeler i idioterne og skiderikkerne. Han prøver at finde sig selv ved at provokere de andre, og en dag sætter han et ret voldeligt digt op på skolens opslagstavle. Han håber naturligvis at HUN vil se det, men digtet afføder en række begivenheder, som han efterhånden mister kontrollen over. Især da den mobbede kammerat Pålle tager tingene lidt for bogstaveligt...
En anbefalelsesværdig - både barsk, selvironisk og eftertænksom - ungdomsbog om mobning og identitet.

tirsdag den 4. oktober 2011

'Den kendte verden' af Edward P. Jones

Da Henry Townsend som 31-årig midt i 1800-tallet dør på sin ejendom i Virginia, efterlader han sig udover sin enke 20 hektar jord og 33 slaver. Det usædvanlige er, at Henry selv er sort. Han blev ca. 20 år tidligere frikøbt af sine forældre og har siden selv slået sig ned som plantage- og slaveejer. Omkring denne begivenhed bygger forfatteren sin fortælling om et samfund i Sydstaterne, der for de implicerede personer rummer hele den verden, de kender. En verden hvor vi bliver præsenteret for et stort persongalleri; slaver, slaveejere, slavepatruljer, frigivne sorte. Hele omdrejningspunktet i romanen er forholdet mellem mennesker i en verden, hvor det almindelige er at kunne eje hinanden. Lidt efter lidt drages man ind i dette univers, hvor alle beskrives på en yderst menneskelig måde. I starten synes jeg nok at bogen kræver lidt tålmodighed af sin læser, men man belønnes hen af vejen. Han skriver på en helt speciel måde, med små blik frem i tiden, der får historien til at fremstå meget autentisk og researchet, men også lidt teksttung.
Romanen vandt Pulitzer-prisen i 2004 og er den første af forfatteren på dansk.

onsdag den 28. september 2011

'Græshoppen og fuglen' af Hanan al-Shaykh

Kamila flytter som 9-årig til Beirut i starten af 1930'erne og bliver tvangsgift med sin afdøde søsters mand. Samtidig har hun en affære med den jævnaldrende Muhammed, som bliver hendes livs kærlighed. Hun lever et liv mellem de to mænd og er derudover en værre spilopmager. Hun lokker sine slægtninge med i biografen og finder på alle mulige tricks for at lokke mad og penge ud af sin fornærede ægtemand. Efter flere års ægteskab forfølger hun kærligheden og bliver endelig skilt og må leve med skam og udstødelse. Det er en gribende historie om en kvindes kamp for kærligheden og bestemt en bog for alle, der holder af kærlighedsromaner og romaner fra mellemøsten.

tirsdag den 20. september 2011

'Vinter i Madrid' af C. J. Sansom

Spændende og medrivende roman om kærlighed, politik, krig, tab og sorg.
Året er 1940. Spanien er fattigt efter borgerkrigen og den engelske ambassadør kæmper for at holde Franco ude af 2. Verdenskrig. Harry Brett sendes til Madrid for at arbejde for efterretningstjenesten. Han skal udspionere en gammel skolekammerat Sandy, der nu driver lyssky forretninger i Madrid, med forbindelse til Francos styre. Til sin forbavselse finder Harry ud af at Sandy nu bor sammen med Barbara. Barbara var kæreste med Harrys gode ven Barnie, der kæmpede mod Franco sammen med de internationale brigader og formodes dræbt ved Slaget ved jarama i 1937.
Det er en velskrevet og underholdende roman. På sin vis en spionroman, men uden forherligelse af 'heltene' i historien. Alle valg har store konsekvenser og kærlighed og tab går hånd i hånd. Spændingen intensiveres undervejs, så bogen bliver virkelig svær at lægge fra sig. Kan anbefales!

tirsdag den 13. september 2011

'Sortehusene' af Vibeke Marx


Kirsten våger over sin mor Agnes på et plejehjem. Kirsten er så vred på sin mor, at hun dårligt kan holde hende i hånden; hun afskyr tanken. Men Agnes er ikke den eneste Kirsten er vred på. Hele den nære familie lever ikke op til forventningerne, men pludselig møder Kirsten en mand, som vender op og ned på hendes liv, men tør hun gribe chancen for at ændre det? Sideløbende fortælles historien om uforløst kærlighed mellem mor og datter, om knoklelivet i social ulighed og om familielivets mange facetter på godt og ondt. Marx har skrevet en meget fin historie med sans for personskildringer og har en sublim evne til at beskrive livets mange udfordringer og efterfølgende konsekvenser på en meget overbevisende måde.

onsdag den 7. september 2011

'Heksenat' af Deborah Harkness

Da historikeren Diana støder på et forhekset manuskript i The Bodleian Library bliver hun hurtigt revet ud af sin sikre tilværelse. Dæmoner, hekse og vampyrer efterstræber alle dokumentet, og snart kan Diana ikke længere ignorere, at hun selv er af hekseæt. Endnu mere indviklet bliver det, da hun støder ind i vampyren Matthew og de indleder et forhold der går imod traditionerne hos begge racer. Diana viser sig at have helt uventet stærke hekseevner og må også grave tilbage i sin egen historie og mordet på hendes forældre.
En lang, men spændende start på endnu en serie om et overnaturligt univers. Magi, kærlighed og kamp mod det onde for alle pengene. Kan klart anbefales til Twilight-fans.