onsdag den 24. november 2010

'Jeg er en hær' af Lars Husum

Jakob er premierløjtnant i livgarden. At være soldat er hele hans identitet, men Danmark er i krig, og at blive udsendt har store konsekvenser. Ikke kun for Jakob men også for hans nærmeste.
Jakob er forelsket i Lone, som flytter ind hos ham med sin lille søn. Som professionel soldat bliver Jakob udsendt; først til Bosnien og senere til Afghanistan, hvilket er meget svært for Lone at acceptere. Jakob følges med sin gode ven Jesper, som han har kendt altid. Krigen og de oplevelser de to venner har, ændrer meget for dem. Da den værste ulykke sker hjemme i Danmark glider de langsomt fra hinanden. Jakob mener selv, at han er god til krigen. Han kan godt takle den. Problemerne begynder først for alvor, da han bliver hjemsendt. Han begynder at drømme og gå i søvne og gøre ting, som han ikke har styr på. Det skræmmer ham meget, fordi han normalt har kontrol over alt, hvad der sker.
Det er en bog om krig, men også en bog om at miste, om angsten for at miste, om sorg og om reaktioner på tab og katastrofer. Det er en aktuel bog, den er godt skrevet, og man lever sig fint ind i Jakobs situation.

torsdag den 18. november 2010

'Den blinde mand i Sevilla' af Robert Wilson


Et grusomt mord bliver begået i Sevillas overklasse og Javier Falcon leder efterforskningen. Da han ser et billede af sin afdøde far stående hos den myrdede, giver det stof til eftertanke og Javier begynder at grave i farens fortid og finder en del skeletter i skabet. Mordet er brutalt og sammen med afsløringer i farens dagbøger, bryder Falcón sammen og ender i dyb depression.


Det er en krimi, der kommer vidt omkring; fremmedlegionen, den spanske borgerkrig og Tanger i form af farens dagbøger samt nutidens Spanien på godt og ondt. Falcóns fortvivlede væsen giver et godt indspark til det sideløbende opklaringsarbejde.

fredag den 12. november 2010

'Satans yngel' af Sanne Munk Jensen

Denne lille dejlige bog handler om at få et barn. Alma er blevet gravid, men hun er fortsat lidt i tvivl om det virkelig er det rigtige, hun har valgt at gøre. I en realistisk og loyal tone får vi alle overvejelser og beslutninger, lige fra indkøb af barnevogn til muligheden for at være utro. Alma har mistet både sin mor og sin søster og føler sig slægtsmæssigt ret ensom. Veninden Trina er ikke til megen hjælp, - optaget af sin egen lille søn og alle de uskrevne regler for forældreskabet, som hun repræsenterer. Måske derfor føler Alma pludselig at hun har brug for at vide mere om sin ukendte far.
Historien er fortalt med masser af humor og sprogligt overskud, den er både rørende og sjov. Det er faktisk en af de sjældne bøger, man både kan grine og græde over.
Bogen er en fortsættelse af "En dag skinner solen også på en hunds røv", - også en rigtig dejlig bog om mønsterbryderen Almas kamp for at finde fodfæste i verden.

tirsdag den 2. november 2010

'Stadig Alice' af Lisa Genova


Er man stadig sig selv, når man ikke længere kan huske?

Alice er universitetsprofessor, da hun som 50-årig begynder at opleve, at hendes hukommelse svigter hende. Først med ligegyldige detaljer, men oftere og oftere med foruroligende huller i hendes viden og hukommelse. Hun får konstateret alzheimers, og vi følger hendes historie ned i glemslen.

Romanen giver et godt billede af det tab af selv, som Alice oplever, hendes kamp for at eksistere på trods af at mere og mere af hendes liv forsvinder for hende, samt af familiens og omverdenens reaktion.

tirsdag den 19. oktober 2010

'Udflugten' af Anna Gavalda

De fire voksne søskende Lola, Simon, Garance og Vincent stikker af fra et familiebryllup for at tilbringe et par dage sammen. Den tid, hvor de var hovedpersoner i hinandens liv er endegyldigt forbi, men i et enkelt døgn er de på udgangstilladelse fra livet, som forfatteren så fint formulerer det, - og i gang med resterne fra barndommens bord. De mindes, de snakker og er sammen. Det handler om søskendekærlighed og sammenhold, om det, der er svært, og om det der bærer igennem på trods af alle forskelligheder.
På trods af enkelte skønhedsfejl, - (lidt sjusket oversættelse?) og lidt mange henvisninger til fransk intellektuel overklasse, så er det en fin lille bog, tankevækkende, livsbekræftende og vemodig, - og samtidig bestemt ikke uden humor.

tirsdag den 14. september 2010

'26a' af Diana Evans


I bogen følger vi de to tvillingepiger Georgia og Bessie gennem deres opvækst i London.
Med en nigeriansk mor, der hjemsøges af sin mors vandrende sjæl, og en engelsk far, der forvandler sig fra Dr. Jekyll til Mr. Hyde, når han drikker, bliver tilværelsen en sær blanding af overtro og eventyr for de to piger.

Men frem for alt handler bogen om det at være den ene halvdel af en større helhed samtidig med, at man også skal være en helhed i sig selv. Som tiden går viser det sig sværere for den ene tvilling at holde fast i sin egen identitet, og hun udvikler sig til skyggen af sin søster.

Historien er rørende og lyrisk og man føler med de to piger gennem alle deres oplevelser. Størst indtryk gør den måde forfatteren leger med sproget. Hun vender og drejer det og skaber nye udtryk, der kræver, at man læser aktivt med.

En stærk og sympatisk debutbog.

fredag den 3. september 2010

'Senor Peregrino' af Cecilia Samartin



Jamilet bliver født med et voldsomt modermærke som dækker hele ryggen og det meste af benene. Hun vokser op i en lille landsby i Mexico, hvor overtroen lever i bedste velgående. Gennem hele barndommen bliver der set skævt til hende. Jamilet vænner sig efterhånden til at folk generelt er bange for hende og undgår hende, hver gang hun bevæger sig udenfor sin dør.

Da hendes mor dør flygter Jamilet over grænsen til USA for at finde en behandling mod modermærket og for at blive genforenet med tanten Carmen som har boet der i en årrække. Hun flytter ind hos Carmen og får kort tid efter et job på et psykiatrisk hospital. Her skal hun tage sig af en besværgelig patient på fjerde sal, som hun under ingen omstændigheder må føre samtaler med.

Et tilfælde gør at Señor Peregrino, som patienten hedder, begynder at fortælle sin historie om dengang han som ung rejste ad pilgrimsruten Santiago de Compostela i Spanien. Jamilet bliver meget fascineret af historien og de bliver efterhånden tæt knyttet sammen. Hvilket er helt imod hospitalets regler.

Det er virkelig en god historie om at tro på mirakler og acceptere sig selv. Jamilet lærer efterhånden at begå sig i den virkelige verden og finder også sit ståsted. Hun udvikler sig og bliver mere åbent som menneske. Den er også spændende for der er en del mystik om Señor Peregrino som efterhånden afsløres gennem hans historie.

Jeg er virkelig glad for at jeg har fået læst denne fine bog.