fredag den 3. september 2010

'Senor Peregrino' af Cecilia Samartin



Jamilet bliver født med et voldsomt modermærke som dækker hele ryggen og det meste af benene. Hun vokser op i en lille landsby i Mexico, hvor overtroen lever i bedste velgående. Gennem hele barndommen bliver der set skævt til hende. Jamilet vænner sig efterhånden til at folk generelt er bange for hende og undgår hende, hver gang hun bevæger sig udenfor sin dør.

Da hendes mor dør flygter Jamilet over grænsen til USA for at finde en behandling mod modermærket og for at blive genforenet med tanten Carmen som har boet der i en årrække. Hun flytter ind hos Carmen og får kort tid efter et job på et psykiatrisk hospital. Her skal hun tage sig af en besværgelig patient på fjerde sal, som hun under ingen omstændigheder må føre samtaler med.

Et tilfælde gør at Señor Peregrino, som patienten hedder, begynder at fortælle sin historie om dengang han som ung rejste ad pilgrimsruten Santiago de Compostela i Spanien. Jamilet bliver meget fascineret af historien og de bliver efterhånden tæt knyttet sammen. Hvilket er helt imod hospitalets regler.

Det er virkelig en god historie om at tro på mirakler og acceptere sig selv. Jamilet lærer efterhånden at begå sig i den virkelige verden og finder også sit ståsted. Hun udvikler sig og bliver mere åbent som menneske. Den er også spændende for der er en del mystik om Señor Peregrino som efterhånden afsløres gennem hans historie.

Jeg er virkelig glad for at jeg har fået læst denne fine bog.

lørdag den 28. august 2010

'En meget lykkelig mand' af Annegrethe Kraul


Christian er vennernes ven, midtpunkt i venneflokken, gift med dejlige Mie. Han har altid fået tingene, som han vil have dem, men hvordan får han egentligt råd til det??
Venneflokken består af Thomas og Gitte, Nina og Lars og de nye naboer Maria og Frede. De enkelte par har hver deres problemer, men fælles for dem alle er, at de ser op til Christian. Christian, som altid ved hvordan man skaber en rigtig fest, og forstår at imponere alle.
Desværre for Christian er der en slange i paradiset; en der truer hans smarte forretningsidé, hans sikre fidus. Lidt efter lidt får både hans kone og vennerne også mistanke om, at der er noget galt.
Vi hører historien fra flere sider, hvilket giver et godt billede af livet i vennekredsen. Der er nogle meget gode psykologiske betragtninger omkring hvordan samspillet mellem vennerne fungerer. De fleste forsøger at demonstrere deres tætte forhold til 'førerhannen' og selv da han viser sig ikke at have helt rent mel i posen, formår han at manipulere de andre til opbakning.
Det er en fin lille roman der på en letlæst, satirisk og ironisk måde sætter fokus på moral og samvittighed, medløberi og overfladevenskab. Christian er i sandhed en lykkelig mand!

fredag den 13. august 2010

'Rødt vand' af John Hart


Forrygende krimi.


Adam Chase har mange lig i lasten; han blev bortvist fra sit hjem, da han blev frikendt for et mord, hans mor begik selvmord for øjnene af ham og endelig forlod han kæresten for at starte et nyt liv i New York. Da hans bedste ven beder ham om hjælp, bliver han nødt til at vende tilbage. Men det bliver ikke nemt. Byens beboere stempler ham som morder og værrere bliver det, da en veninde bliver slået halvt ihjel og der dukker endnu et lig op.


John Hart forstår at skrive en fængslende krimi med masser af familieintriger, interessekonflikter, venskab, kærlighed og ikke mindst masser af spænding fra side 1. En velskrevet, gedigen krimi, hvor man som læser konstant gætter på en morder; sådan en krimi skal være.

torsdag den 5. august 2010

Silhuet af en synder af Leonora Christina Skov


Vi er i Danmark i 1930erne og 40erne. Slottet Liljenholm ligger øde hen. Arvingen til slottet er på vej for at rydde op og sælge. Nella har ikke besøgt sit barndomshjem i 10 år. Med sig har hun sin sekretær og bogens fortæller. Liljenholm emmer af uhygge. Genfærd og spøgelser huserer og har gjort det i flere generationer. Den første morgen vågner Nella med kradsemærker over hele kroppen - man ved ikke om det er genfærdenes værk.
Historien rulles ud med sidehandlinger og skæbner, der vikler sig ind i hinanden. Sekretæren hedder Agnes, men er hun mand eller kvinde? Nellas familie har i generationer haft sindsyge og galskab som levevilkår. Heldigvis har hun haft "Laurits", familiens allestedsnærværende oldfrue som beskytter, men læseren fornemmer at også oldfruen har gemt på hemmeligheder.
En yderst velskreven gotisk roman med indbygget kærlighed, jalousi, uhygge og drama.

tirsdag den 27. juli 2010

'Renselse' af Sofi Oksanen

Velskrevet barsk roman om to kvinder, der får indflydelse på hinandens skæbne. Den gamle estiske kvinde Aliide Truu finder en dag en ung kvinde på sin gårdsplads. Den unge russiske Zara er flygtet efter at have været et offer for trafficking. Langsomt får vi indblik i Aliides historie, der tager udgangspunkt i begivenheder tilbage i det gamle Sovjet. Aliide er forelsket i Hans, men han har ikke øje for andre end Aliides søster Ingel. Aliide plages af en jalousi, der driver hende til handlinger langt ud over, hvad man vil tro muligt.
De ting Aiide har været udsat for som ung under Sovjetmagten, og de ting Zara oplever som trafficking-offer ligger tæt på hinanden. Det tegner et skræmmende billede af en samfundsorden, hvor man som kvinde må være i besiddelse af en helt speciel styrke og udholdenhed for at overleve som et helt menneske. Om det lykkes for de to hovedpersoner, må læseren selv vurdere!
Det fine i personbeskrivelsen er, at begge kvinder viser styrke, men også en vis evne til grusomhed.
Langsomt afdækkes, hvordan de to kvinders historier hænger sammen, og hvilke uhyggelige hemmeligheder den gamle estiske gård gemmer.
Romanen vandt Nordisk Råds Litteraturpris 2010

tirsdag den 20. juli 2010

'En tid til at dræbe' af Karin Alfredsson


Svenske Ellen Elg kæmper en kamp for at oplyse Zambias kvinder og mænd om AIDS og sikker sex. I smug hjælper Ellen kvinderne med piller og udfører illegale aborter. Men ikke alle er begejstrede for Ellens engagement og snart skal hun selv få at føle... Historien starter med et mord på en højesteretsdommer i USA og sammen med en beretning fra en ung pige, kædes historien sammen med Ellen Elg.


'En tid til at dræbe' er en atypisk krimi, da det ikke er selve efterforskningen, der er temaet for bogen. Beskrivelsen af de afrikanske tilstande og lysten til at engagere sig udgør hovedparten. For mig at se er krimidelen skelettet, men det er ikke det interessante. Til gengæld får man stor sympati for de afrikanske kvinder og det er det, man skal læse bogen for.

torsdag den 8. juli 2010

'Liget i sneen' af Anne Chaplet


Der er faldet meget sne i den tyske landsby Klein-Roda og da sneen tør, finder man liget af krigsreporteren Michael Hansen. Krista Regler tilstår mordet, men tilståelsen hænger ikke sammen. Krista kan ikke redegøre for, hvordan hun slog ham ihjel. Snart bliver Kristas mand mistænkt for mordet, men her ender sagen ikke.


'Liget i sneen' er en hyggelig krimi med landsbystemning på godt og ondt. Samfundskildringer om hvordan man kan udstøde andre beboere, om landsbysladder og om nazismens påvirkning på nutidens tyskere. En krimi til hængekøjen, men med til tider lidt barske indslag.