tirsdag den 1. juni 2010

'På fjendtlig grund' af Lesley Horton


En 17-årig dreng bliver fundet hængt, men det viser sig efter obduktionen, at han er blevet myrdet. Kriminalkommisær Handford leder efterforskningen, men efter drabet på en ung pige, som var i besiddelse af chefens portrætfoto, bliver det en mere indviklet sag, som involverer flere af byens spidser. Handford bliver sat på en intern undersøgelse af chefen trods konflikter i forhold til loyalitet. Flere piger er blevet myrdet af seriemorderen Skraldespandsmorderen og alt tyder på, at de har indgået i et net af børneprostitution. -Men ifølge politikerne findes der ingen børneprostitution i Bradford.

'På fjendtlig grund' er en spændende, velskrevet krimi, der aldrig bliver kedelig. Personskildringerne er troværdige, plottet er gennemtænkt og man gennemskuer først morderen til sidst -sådan en rigtig krimi skal være. Børneprositution, kulturforskelle og loyalitet overfor sine venner, familie og arbejde, er nogen af de emner, som bogen skildrer. Det skal dog her advares, at der forekommer nogle stærke scener i forbindelse med beskrivelsen af pigernes arbejde som børneprostituerede, så bogen er ikke for sarte sjæle. Når det er sagt; så er dette en fremragende og anbefalelsesværdig krimi.

fredag den 28. maj 2010

'Vidunderbarn' af Roy Jacobsen

Finn bor alene med sin mor i en lejlighed i Oslo-området. Året er 1960, nye tider er på vej, tider hvor man gerne vil eje reoler, flotte tapeter og lignende. Derfor lejer mor Finns værelse ud til fagforeningsmanden Kristian, så der kan komme lidt ekstra penge ind. - Men det er nu ikke den største forandring, der sker i Finns liv det år. Hans halvsøster Linda flytter nemlig også ind... Linda er 6 år og resultatet af faderens forbindelse til den kvinde, der var skyld i at Finns forældre i sin tid blev skilt.. - Der er et eller andet mærkeligt med Linda, men hvad? Den voksne Finn ser tilbage og fortæller historien meget tro mod drengen. Vi er med ham hele vejen, gennem alle de halvkvædede viser, følger ham i hans usikkerhed og forvirring omkring hvad det egentligt er, der sker, og om han har misforstået nogle ting. Han møder de voksnes løgne og fortielser og danner sin egen opfattelse af tingene.
Det er en meget fint fortalt historie, både sprogligt og indholdsmæssigt. Afslutningen er også meget tankevækkende, - uden at røbe for meget! Kan absolut anbefales!

onsdag den 26. maj 2010

'Flaskepost fra P' af Jussi Adler-Olsen


Endnu en gang formår Jussi Adler-Olsen at fastholde læseren indtil sidste side er vendt. Efter to hæsblæsende sager i "Kvinden i buret" og "Fasandræberne" (læs endelig disse først) bliver vicekriminalkommisær Carl Mørck sat på en endnu en sag; en sag der stammer fra en 20 år gammel flaskepost skrevet af en bortført dreng i vild angst. Sagen er ikke nem og inkluderer religiøse trosamfund, som ønsker at holde problemerne for sig selv. Så det bliver noget af et puslespil. Som de tidligere i serien holder plottet fuldstændigt og bogen er utrolig velskrevet. Suveræn dansk krimi.

fredag den 14. maj 2010

'Christine Falls' af Benjamin Black


En rigtig noir bog. Atmosfæren er dyster i 50'ernes Dublin, hvor den alkoholiserede retsmediciner Quirke bliver involveret i en sag om en kvinde, der døde i barselsseng. Hvorfor forfalskede hans svoger, fødselslægen, hendes journal? Hvor befinder barnet sig? Og hvorfor kan han ikke opgive sagen, som han er blevet bedt om og efterfølgende blevet truet til? ’Christine Falls’ er en bog om uudtalte familieintriger og om den katolske kirke, som i denne sammenhæng ikke er helt hellig. Spænding er der nok af, men man skal læse denne bog for sin noir stemning og den sublime fortælleteknik.

tirsdag den 11. maj 2010

'Hjemme' af Marilynne Robinson

Lavmælt og indtrængende fortælling om yndlingsbarnet Jack, der vender hjem til sit barndomshjem i Midvesten efter 20 år som familiens sorte får. Hans far er døende, en gammel tidligere præst, for hvem troen og frelsen betyder en del. Hans lillesøster Glory, der passer faderen har sine egne problemer at slås med. Jack har altid følt sig som en fremmed i familien, en der ikke passede ind. Sådan er det stadig, men Jack er samtidig en høflig lidt slidt alkoholiker, der virker som om han gør sit bedste. - Både for at være faderen og søsteren tilpas, men også i sin søgen efter tilgivelse for fortidens synder samt en mulighed for at leve sit liv med den kvinde han holder af. Han og faderen nærmer sig kun langsomt hinanden, som to høflige fremmede... Flotte psykologiske skildringer af en religiøs familie i opbrud.

mandag den 26. april 2010

'Cocktailklubben' af Malene Dietz


Chick Lit når det er bedst. Faldt Dietz's første roman 'Duften af Kaffe' i god jord, vil denne helt sikkert også gøre det. Cecilie er lægestuderende og falder efter en lidt tam nytårsaften i snak med Christoffer på Odense Hovedbanegård, hvorefter de sammen tager til Kbh. Cecilie bliver en del af Cocktailklubben, som er bartendere til enhver event -og lidt andet. Men ikke alting er lyserødt, for hvorfor er Natalie ikke længere tilknyttet Klubben og hvorfor så pludseligt? Og hvorfor må man man ikke nævne hende? Man får sig nogle billige grin hen ad vejen, da hovedpersonen Cecilie er en klon af Bridget Jones. Det går altid galt for hende; eksempelvis da hun tropper op i isbjørnekostume i stedet for alfekostume. Jeg læste 'Cocktailklubben' på en aften, så det er ren underholdningslitteratur, men jeg hyggede mig. Læs den og bliv glad.

mandag den 12. april 2010

'Usynlig' af Paul Auster


Paul Austers nyeste roman er værd at stifte bekendtskab med. Den er næsten lige så god som en af mine yndlingsbøger 'Illusionernes bog'
Vi følger den unge litteraturstuderende Adam Walker gennem året 1967, der bliver et skelsættende år for ham. Først igennem foråret, hvor han møder Rudolf Born - en tilsyneladende rig velgører - der dog viser sig at være en ret uberegnelig type. Så sommeren, der byder på en usædvanlig erotisk besættelse. Til sidst nogle efterårsdage i Paris med med et voksende behov for hævn... Der stilles spørgsmålstegn ved Adams version af begivenhedernes gang og romanen viser sig at være en roman i romanen, hvilket ikke gør den mindre interessant. Så skal jeg vist ikke afsløre mere, en af de store fornøjelser ved Austers bøger er jo netop at lade sig overraske af de uventede begivenheder, det smukke sprog og forfatterens leg med fiktion og virkelighed.