fredag den 14. maj 2010

'Christine Falls' af Benjamin Black


En rigtig noir bog. Atmosfæren er dyster i 50'ernes Dublin, hvor den alkoholiserede retsmediciner Quirke bliver involveret i en sag om en kvinde, der døde i barselsseng. Hvorfor forfalskede hans svoger, fødselslægen, hendes journal? Hvor befinder barnet sig? Og hvorfor kan han ikke opgive sagen, som han er blevet bedt om og efterfølgende blevet truet til? ’Christine Falls’ er en bog om uudtalte familieintriger og om den katolske kirke, som i denne sammenhæng ikke er helt hellig. Spænding er der nok af, men man skal læse denne bog for sin noir stemning og den sublime fortælleteknik.

tirsdag den 11. maj 2010

'Hjemme' af Marilynne Robinson

Lavmælt og indtrængende fortælling om yndlingsbarnet Jack, der vender hjem til sit barndomshjem i Midvesten efter 20 år som familiens sorte får. Hans far er døende, en gammel tidligere præst, for hvem troen og frelsen betyder en del. Hans lillesøster Glory, der passer faderen har sine egne problemer at slås med. Jack har altid følt sig som en fremmed i familien, en der ikke passede ind. Sådan er det stadig, men Jack er samtidig en høflig lidt slidt alkoholiker, der virker som om han gør sit bedste. - Både for at være faderen og søsteren tilpas, men også i sin søgen efter tilgivelse for fortidens synder samt en mulighed for at leve sit liv med den kvinde han holder af. Han og faderen nærmer sig kun langsomt hinanden, som to høflige fremmede... Flotte psykologiske skildringer af en religiøs familie i opbrud.

mandag den 26. april 2010

'Cocktailklubben' af Malene Dietz


Chick Lit når det er bedst. Faldt Dietz's første roman 'Duften af Kaffe' i god jord, vil denne helt sikkert også gøre det. Cecilie er lægestuderende og falder efter en lidt tam nytårsaften i snak med Christoffer på Odense Hovedbanegård, hvorefter de sammen tager til Kbh. Cecilie bliver en del af Cocktailklubben, som er bartendere til enhver event -og lidt andet. Men ikke alting er lyserødt, for hvorfor er Natalie ikke længere tilknyttet Klubben og hvorfor så pludseligt? Og hvorfor må man man ikke nævne hende? Man får sig nogle billige grin hen ad vejen, da hovedpersonen Cecilie er en klon af Bridget Jones. Det går altid galt for hende; eksempelvis da hun tropper op i isbjørnekostume i stedet for alfekostume. Jeg læste 'Cocktailklubben' på en aften, så det er ren underholdningslitteratur, men jeg hyggede mig. Læs den og bliv glad.

mandag den 12. april 2010

'Usynlig' af Paul Auster


Paul Austers nyeste roman er værd at stifte bekendtskab med. Den er næsten lige så god som en af mine yndlingsbøger 'Illusionernes bog'
Vi følger den unge litteraturstuderende Adam Walker gennem året 1967, der bliver et skelsættende år for ham. Først igennem foråret, hvor han møder Rudolf Born - en tilsyneladende rig velgører - der dog viser sig at være en ret uberegnelig type. Så sommeren, der byder på en usædvanlig erotisk besættelse. Til sidst nogle efterårsdage i Paris med med et voksende behov for hævn... Der stilles spørgsmålstegn ved Adams version af begivenhedernes gang og romanen viser sig at være en roman i romanen, hvilket ikke gør den mindre interessant. Så skal jeg vist ikke afsløre mere, en af de store fornøjelser ved Austers bøger er jo netop at lade sig overraske af de uventede begivenheder, det smukke sprog og forfatterens leg med fiktion og virkelighed.

mandag den 29. marts 2010

'Stille dage i Mixing Part' af Erland Loe


Familien Telemann fra Norge er taget på ferie i Tyskland sammen med deres tre børn. Faktisk hader Bror Telemann Tyskland, men hans kone Nina elsker det. Telemann er derimod, - selv om han ikke helt vil indrømme det - stærkt optaget af Nigella - en kendt engelsk kogebogsforfatter. Ægteskabet er i krise og bogen består primært af dialoger mellem de to ægtefæller. Hun anklager og udfordrer ham, han dækker sig hele tiden ind under, at han skriver teater, selv om det i virkelighed går lidt langsomt med at få skrevet noget som helst.
Det er en underfundig, ironisk og galgenhumoristisk fortælling om det moderne ægteskab i krise. Dialogen mellem Nina og Telemann nærmer sig ind imellem det groteske, men det er det der gør denne bog værd at læse.

tirsdag den 23. marts 2010

'Alle mine venner er superhelte' af Andrew Kaufman


Alle Toms venner er superhelte. Tom gifter sig med Perfektionisten, som bliver hypnotiseret af hendes ekskæreste Hypno og Tom bliver herefter usynlig for hende. Historien handler om Toms kamp for at få hende til at se ham igen og man bliver bekendtgjort med mange andre superhelte, som på en eller anden måde har en særlig besiddelse eller kendetegn. Vi støder eksempelvis på Øret, Fr. Prober, Modsat, Efteraberen og Sofasurferen.


Kaufman har skrevet en vidunderlig, fin lille roman, som hurtigt er læst, men som man ikke finder mage. En hyggelig, forunderlig og morsom historie om livet i alle dets afskygninger og man vil som læser helt sikkert kunne blive klogere og genkende noget fra sig selv. Især det yngre publikum vil nok finde bogen fascinerende. En meget anderledes, lidt skæv bog, som fortjener at blive læst.

torsdag den 4. marts 2010

'Med lukkede øjne' af Gianrico Carofiglio


Dette er ikke en typisk krimi; hovedpersonen er ikke en ældre, halvalkoholisk krimikommisær, der har fået det forkerte ben ud af sengen. Vi følger derimod den unge advokat Guido, som tager en umiddelbar håbløs sag, hvor en kvinde anklager en tidligere kæreste for vold, magt og forfølgelse. Det er bare ikke nemt, når den anklagede er én af byens spidser og søn af den højst respekterede dommer. Men Guido lader sig ikke kue af det italienske system og sagen tager pludselig en uventet drejning. -Og så vil jeg ikke afsløre mere.


Læs denne velskrevne krimi, som tager os med ind under huden på italienske Bari og som er fuld af gode personskildringer og sarkastisk humor.