I Los Angeles, 1989, bruger Katie meget tid sammen med sin far, hvis liv er ved at forsvinde i demensens tåger. Hele sit liv har faren samlet på frimærker og Katie beslutter, at få hans samling vurderet. I samlingen findes et uåbnet brev, med et helt særligt frimærke, som filatelisten Benjamin aldrig har set før. Det daterer tilbage til tiden lige før anden verdenskrig og til Østrig.
Sammen går Katie og Benjamin på jagt efter historien bag det sjældne frimærke, og det fører dem til familien Faber. Faderen er gravør og laver i 1930'erne frimærker til det østrigske postvæsen. Ud over hans kone og to døtre tæller husholdningen den unge, forældreløse Kristoff, der er lærling hos gravøren. Men da Østrig bliver annekteret af Tyskland bliver det pludseligt svært for den jødiske familie at fortsætte som før, og under Kristallnacht går familien i opløsning. Kristoff forsøger at beskytte, hvad han kan af sin adoptivfamilie, ikke mindst fordi han er forelsket i den ældste datter Elena.
Historien springer frem og tilbage mellem Katie og Bens opklaringsarbejde og Kristoff og Elenas kamp for at overleve og kæmpe mod tyskerne, indtil forbindelsen mellem de to historier kommer frem.
En veldrejet og troværdig roman, der læner sig op ad virkelige begivenheder, og med et par gode drejninger undervejs, så den ikke bliver forudsigelig. Her er plads til historiens grusomhed og kærlighedens vingesus.
Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar