Har du nogensinde overvejet, hvordan verden vil se ud efter
at menneskeheden har besejret de levende døde? Sikkert ikke – men det har den
amerikanske forfatter Max Brooks. Resultatet er bogen World War Z.
Igennem bogens 440 sider kommer vi på en velskrevet og velresearchet
tur rundt i det meste af verden, hvor vi igennem interviews med overlevende får
et indblik i menneskehedens respons på den største krise nogensinde. Interview
for interview fortælles en historie om panik, svigt, viljestyrke og
usandsynlige helte – det starter med en spæd krise og nogle uforklarlige
hændelser, og ender i en global krig mellem menneskeheden og de levende døde.
I denne bog formår forfatteren både at gøre læseren
interesseret i hvert enkelt øjenvidnes individuelle historie, mens han hele
tiden har fokus på at skabe en sammenhængende og realistisk rammefortælling.
Dette er en bog, der leger med genrerne. Bogen er fiktion, men man får næsten
oplevelsen af at læse en historisk skildring af en virkelig hændelse.
World War Z er allerede en moderne klassiker inden for
gyser- og apokalypsegenren, men den er værd at læse for alle med gode nerver og
interesse for god litteratur.
Som læser skal man ikke lade sig narre af at der for få år siden også udkom en
film ved samme navn, udover navnet og zombier har de to værker næsten intet
fælles.
Find den her på Guldborgsund-bibliotekerne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar