onsdag den 10. juni 2015

'Lila' af Marilynne Robinson



Dejligt at kunne skrive om en helt vidunderlig bog. Det er Lila af den amerikanske forfatter Marilynne Robinson.
Romanen knytter sig til de to forgående: Gilead og Hjemme, men kan læses selvstændig.
Hvad er det så der foregår i Lila? Jo vi møder den hjemløse Lila, den gamle præst John Ames og hans ven Boughton og ikke mindst Doll.Lila blev som lille samlet op af den hjemløse kvinde Doll, som lever i en gruppe af  omstrejfende landarbejdere.I bogen møder vi Lila som voksen, hun kommer fattig og forhutlet til byen Gilead i det forblæste Iowa. - og nu begynder historien. En smuk kærlighedshistorie  om Lila og den gamle præst. To helt forskellige mennesker finder langsomt hinanden. Lila den hjemløse, som har oplevet så grusomme ting, og præsten, der har haft så store sorger. Det er i grove træk handlingen, men nok så væsentlig er sproget og de helt enkle virkemidler, som forfatteren benytter sig af.
Lila skal føde deres barn og mange tanker blandet op med hendes hårde fortid - sættes sammen på en meget følsom og rørende måde. Samtidig følger vi den gamle præsts bekymringer og store omsorg for sin unge kone og hans  angst for, at hun pludselig drager videre på sin evige flugt fra sig selv.

Læs her fra slutningen af romanen:
Det  er sådan det er. Lila skal føde et barn ind i en verden, hvor en vind kunne rejse sig og rive ham ud af hendes arme, som om der slet ingen styrke var i dem. Ynk os, ja men vi er modige, ilden omslutter sig selv inden i os. Den fred kunne også kun være forundring.
Og lige nu stod der pelargonier i vinduerne, og en gammel mand sad ved køkkenbordet og sang et vers for sit lille barn......







Ingen kommentarer: