'Huset Longbourn' af Jo Baker

Jeg har sagt det før og gør det nu igen: jeg er ikke en fan af, at man tager en Jane Austen roman og skriver videre på den. Og alligevel læser jeg dem i håb om, at det denne gang er lykkedes at gøre Jane Austen ære. 'Huset Longbourn' ligger bestemt i den bedre ende, af den slags romaner. Jo Baker bruger kun fortællingen fra 'Stolthed og fordom' som ramme om sin fortælling om tjenestefolkene i den så velkendte Bennet-husholdning. Hun digter således ikke vildt videre på Austens elskede figurer; dog drages Mr. Bennet ind i historien på en overraskende måde, og Mr. Collins og Mr. Wickham får også mindre roller.
Tjenestefolkene på Longbourn består af Butleren Mr. Hill, hans kone og husholderske Mrs. Hill, samt tjenestepigerne Sarah og Polly. De fire slider og slæber for at holde huset kørende, og Jo Baker lægger ikke fingrene i mellem, når hun fortæller om rengøring, madlavning, vaskedag, natpotter, der skal tømmes, og ikke mindst den tid på måneden i et hus med fem unge damer. Da Mr. Bennet ansætter den unge herskabstjener James er det en lettelse for alle tjenestefolkene og især Sarah bliver glad for ham. Da Mr. Bingley kommer for at varte Jane Bennet op, har han sin mulat-tjener med, og han er også spændende for Sarah.
Romanen er en kærlighedshistorie, men dens egentlige styrke ligger i det ærlige portræt af hverdagen for tjenestefolk i 1800-tallets england. Sarah er den centrale figur, men også ægteparret Hill og James har deres historie at fortælle. Romanen kunne sagtens have fungeret uden at blive koblet sammen med 'Stolthed og fordom' men på den anden side skader det ikke nogen af fortællingerne. Som helhed en god og underholdende historie.