'Døden kommer til Pemberley' af P.D. James

En af mine yndlingsaversioner er fortsættelser til klassiske romaner – altså når en nutidig forfatter tager en klassisk roman og skriver en fortsættelse. Det skulle forbydes.

Jane Austen har således fået utallige snyltere på sine romaner og de er generelt rædselsfulde. Gudskelov er ikke mange af dem blevet oversat til dansk.
Jeg kan godt forstå tilskyndelsen – hvem ville ikke gerne vide, hvad der siden skete for Jane Austens mange dejlige helte og heltinder, men min holdning er, at det vidste kun hun, og man kan godt gøre hende til sit litterære forbillede uden at snylte på hendes værker.

Men når man har en yndlingsaversion, så skal den fodres og det gøres bedst ved en gang i mellem rent faktisk at læse en af de forhadte fortsættelser.

Jeg var nogenlunde fortrøstningsfuld ved forfatteren P.D. James, der dog i det mindste har skrevet bøger i mange år og også selv er englænder. Hun skriver normalt krimier, og selv om hun har lånt Jane Austens forhistorie fra Stolthed og Fordom, så er dette også en krimi.
Stolthed og fordom er historien om Elizabeth Bennett, der på trods af misforståelser og modgang får sin stolte Mr. Darcy og dertil godset Pemberley.

Man behøver ikke at have læst Stolthed og fordom for at kunne følge med i P.D. James mordintrige – der gives et kyndigt resume i starten.  Elizabeth og Darcy er lykkeligt gift, og har fået et par børn. Elizabeths yndlingsøster Jane er i samme situation og bor ikke langt væk. Den besværlige søster Lydia er stadig gift med skurken Wickham og parret er ugleset på Pemberley. Men en mørk og stormfuld nat ankommer Lydia alene i en forfærdelig tilstand. Hendes mand og hans bedte ven Denny er kommet op og skændes og har forladt hende midt i skoven, og efter at der blev affyret skud, kørte hun af sted for at hente hjælp. Darcy og et par af husets gæster tager af sted for at finde ud af, hvad der er sket, og finder Wickham indsmurt i blod og Denny liggende død for hans fødder.

Mordintrigen er tyndbenet og det sjove ved den her bog er, at man kan mærke at P.D. James har hygget sig gevaldigt med at skrive den. Hun låner frejdigt fra Jane Austens andre bøger til at krydre historien med, og det er med et skævt træk på smilebåndet.
Det er den bedste af de forbandede fortsættelser på Jane Austen, jeg har læst, men helt ærligt, så siger det ikke meget.