torsdag den 8. maj 2008

'Two Caravans' af Marina Lewycka

Jeg kunne rigtig godt lide Marina Lewyckas første bog En kort gennemgang af traktorens historie på ukrainsk (har altid haft en svaghed for fjollede titler), så jeg kastede mig gladeligt ud i hendes bog nr. 2 Two Caravans (endnu ikke oversat).
Her handler det om mere eller mindre illegale sæsonarbejdere i England, med et godt indblik i livet som bl.a. jordbærplukker og slagterimedarbejder og især i livet blandt alle mulige nationaliteter, der mere eller mindre tilfældigt er kommet til England og nådesløst skippes rund i landet af skumle bagmænd.
Det lyder måske tungt, men Marina Lewycka har masser af humor og indsigt i menneskers adfærd, og det gør det til en sjov bog. Kun beskrivelserne fra en hønsefarm var lige ved at være for meget. Lad mig bare sige, at der går rigtig lang tid, før jeg igen skal have kylling.
Et rigtigt godt indslag er kapitlerne, hvor det hele bliver set med en hunds øjne, og især dens tanker om menneskene er herlige.
Overordnet er det en lidt rodet fortælling, hvor mennesker kommer og går. Nogle går ud af historien på bedste vis, mens andre går en mere dyster fremtid i møde.
Men historiens rodløshed og mangel på mål afspejler i sidste ende det liv som sæsonarbejderne lever.

Ingen kommentarer: